Rungsted har sportsligt haft overtaget de seneste sæsoner og har været blandt de sidste fire to år i træk, mens Rødovre har haft vanskeligere ved at få resultaterne med sig.
Men det betyder ikke meget, når de to rivaler står over for hinanden, mener Rungsted-direktør Robert Mørkegaard Gertsen.
– Vi har været privilegerede at komme blandt de sidste fire de seneste to sæsoner, mens Rødovre har haft det sværere sportsligt. Men når vi møder hinanden, lever kampen sit helt eget liv. Historikken og de seneste resultater afgør ikke et lokalopgør, siger han ifølge klubbens hjemmeside.
Gertsen beskriver kampene mod Rødovre som opgør med en helt særlig aura og ekstra følelser både på isen og på tribunerne.
Noget af det interessante er ifølge direktøren, hvor hurtigt også nye udenlandske spillere opdager rivaliseringen.
– Du kan komme fra USA eller Canada og pludselig stå langt hjemmefra i en lille hockeyhal i Nordsjælland. Alligevel mærker du hurtigt, hvor meget de her kampe betyder.
Rungsted kommer til lokalopgøret efter nederlaget til Frederikshavn White Hawks i sæsonens første hjemmekamp, og fredag får holdet muligheden for at svare igen foran hjemmepublikummet.
Der er kampstart mellem Rungsted Seier Capital og Rødovre Mighty Bulls fredag klokken 20.00 i Concordium Arena.






























