Ser man på flere af de underliggende statistikker, var det nemlig Rungsted, der sad på en stor del af opgøret. Alligevel stod nordsjællænderne tilbage uden point – og med syv mål imod.
Rungsted vandt skudstatistikken 38-25 og havde 55 procent af puckbesiddelsen i fem-mod-fem mod Aalborgs 45 procent.
Forskellen bliver endnu mere markant, når man ser på tiden i offensiv zone. Her tilbragte Rungsted samlet 16 minutter mod blot otte minutter for Aalborg.
Rungsted vandt også faceoff-statistikken med 54 procent og blokerede hele 20 skud mod Aalborgs ene.
Alligevel vandt gæsterne 7-4.
Det peger på et problem for Rungsted: Effektiviteten i begge ender af banen.
Aalborg behøvede blot 25 skud på mål for at score syv gange, mens Rungsted skulle bruge 38 afslutninger for at nå fire scoringer.
Problemerne viste sig allerede i første periode. Aalborg scorede fire gange og gik til pause foran 4-1, hvorefter Rungsted valgte at skifte målmand.
Tobias Vilykke blev taget ud efter de første 20 minutter, og David Grubak overtog målet resten af kampen.
Herfra blev opgøret langt mere jævnbyrdigt på måltavlen. Rungsted vandt anden periode 2-1, mens tredje periode endte 1-2, men skaden fra de første 20 minutter var for stor.
Også special teams gav et lidt pudsigt billede. Rungsted havde 11.51 minutter i powerplay og scorede to gange, mens Aalborg havde blot 1.18 i overtal og udnyttede det til en enkelt scoring.
Rungsted havde altså pucken mest, skød mest, tilbragte dobbelt så lang tid i offensiv zone og havde væsentligt mere powerplaytid.
Aalborg scorede flest mål.
Og i sidste ende er det den statistik, der tæller.






























