Schweiz: Nicklas Jensens drømmestart fortsætter
Rapperswil-Jona Lakers tog hjemme i St. Galler Kantonalbank Arena imod Lausanne, hvor begge fanfraktioner leverede en god stemning på denne lørdagaften.
Det blev Lausanne som først kom på måltavlen. Det skete i midten af anden periode, da Oksanen fandt et minimalt udækket område af øverste målhjørne, og tvang pucken bag en ellers meget velspillende Punnenovs.
Med fem sekunder tilbage af anden periode scorede Nicklas Jensen et mål, der må regnes for at være omtrent lige så heldigt som Lausannes. Fra en skarp vinkel skød forwarden mod mål, og pucken røg mellem benene på Lausanne-målmanden, og sendt i retning af nettet. Pucken gled kun lige nøjagtigt over målstregen, men det tæller det samme.
Tredje periode var dårligt startet, inden Lausanne øgede til 2:1 i power-play.
Mod slutningen erhvervede Lausanne's Bozon sig en 2+2 minutters straf. Lakers' power-play linje etablerede sig i offensiven, og her kom Jensen igen i spil. Med en smart finte skød danskeren, for anden gang denne aften, pucken mellem benene på Lausanne-målmanden. Med et minut tilbage på uret, sikrede danskeren dermed et point og overtid.
I straffeskudskonkurrencen var det igen Nicklas Jensen som satte dagsordnen, da han snød Lausannes målmand og fik pucken trukket over mållinjen. Selvom Lakers' Dünner fulgte op, lykkedes det ligeledes Lausanne at score to gange i de første fem forsøg.
I sjette runde missede Lakers' Moy, og kunne kun se på, mens Lausannes Fuchs udspillede Punnenovs i Lakers-målet.
Dermed en overtidssejr til Lausanne, i en kamp der helt fair kunne være faldet ud til begge sider. Lakers indkasserer sæsonens første nederlag.
Men trods nederlaget, var det en god aften for Jensen, der for tredje gang på fem kampe blev “man of the match.” Han får desuden lov til at beholde sin “Top Scorer”-jersey, og placerer sig nr. 2 på topscorer-listen for hele ligaen. Kun overgået af netop Lausannes Oksanen.