Den danske forward leverede to mål og en assist, og især starten på kampen tilhørte Meyer.
Allerede efter 4.28 åbnede danskeren scoringen til 1-0 med Christopher Russell Douglas som oplægger.
Og Meyer var langt fra færdig.
Blot 53 sekunder senere slog han til igen. Denne gang kom oplægget fra Zach Boychuk, inden Meyer gjorde det til 2-0.
Dermed havde den 33-årige dansker scoret to gange på mindre end ét minut – og begge scoringer kan ses i videoen herunder.
Meyer satte senere endnu et aftryk på kampen. Med 4.32 minutter tilbage fik han en assist på Rozle Bohincs scoring til 5-2. Nathanael Halbert blev noteret for den anden assist.
Dermed sluttede danskeren aftenen med to mål, en assist og tre point.
Meyer var også på pointtavlen i Ljubljanas første grundspilskamp fredag, hvor han leverede en assist i 5-3-sejren over FTC-Telekom.
Han har dermed fået en forrygende personlig start på den nye ICEHL-sæson med fire point i de første to kampe.





























