Sebastian Ehlers fra Aalborg Pirates gør status på deres sæson
Her kommer et interview med Sebastian Ehlers, som giver status på Aalborg Pirates.
De første 16 kampe i Metal Ligaen er spillet, og de fire hold, der er kvalificeret til Final4, er nu fundet. Ligaen holder nu en uges pause, da landsholdet samles til en trænings turnering i Frankrig, og det giver en oplagt anledning til at gøre status over sæsonen indtil nu. Vi har talt med repræsentanter fra hver af de ni klubber for at høre deres vurdering af sæsonens forløb, de udfordringer de har mødt, og hvad de forventer af resten af sæsonen. Fra topholdene til dem, der kæmper for at rykke op i tabellen, er der lagt op til en spændende fortsættelse efter pausen.
Hvis du skal sætte lidt ord på sæsonen indtil nu – hvad vil du så særligt fremhæve, at I er lykkedes med som hold? Herunder måske også et par ord om, hvad der skabte lidt ”knas i maskineriet” den første tid?
Sæsonstarten var rodet. Vi havde en del skader og vores udlændinge var først klar til at spille i den sidste træningskamp. Så det var lidt svært at finde sig selv som hold. Nu er vi kommet så langt, at det hele begynder at hænge mere sammen. Spilsystemer, kemi på holdet og alle de andre små marginaler begynder at falde på plads.
Hvad betyder det for jer, at være kvalificeret til final4 igen i år – og er det anderledes denne sæson?
Det betyder rigtig meget. Ikke kun for os spillere, men også for organisationen, fansene og byen. At være med i final 4 var en målsætning vi satte os inden sæsonstart, så det hjælper altid på gejsten og motivationen at nå sine mål.
Hvad kendetegner jeres spil denne sæson – er det anderledes end de seneste sæsoner – og hvis ja, hvad ser du navnlig af ændringer?
Selvfølgelig sker der nogle ændringer når der kommer en ny træner, men overordnet set, så synes jeg at klubbens røde tråd stadig kan mærkes og ses. Vi spiller attraktiv, offensiv og hårdtarbejdende ishockey. Det er fedt at se på og fedt at spille.
Der har været lidt udskiftning af personer både på og udenfor isen op til denne sæson. Kan du sætte lidt ord på betydningen af de ændringer, der er foretaget?
Vi er vant til forandring som ishockeyspillere. Nye holdkammerater, trænere og medarbejdere i organisationen er ikke noget nyt for os. En ny ejer, specielt på grund af den massive mediedækning, var lidt vildere end normalt. Dog synes jeg ikke at det har haft andet end en positive effekt i og omkring klubben.
Hvis du skal se frem mod den næste periode af sæsonen, hvor skal jeres fokus ligge henne, og hvordan motiveres i til at holde gejsten og intensiteten hver eneste dag?
Det er klart at vi nu går ind i en periode af sæsonen hvor det tit kan være svært at motivere sig selv til hver kamp. Der kommer kampe eller perioder med formdyk og de hold der til sidst i grundspillet ligger i toppen, er dem der har nok disciplin, holdånd og vilje til at bibeholde et højt niveau, konsekvent igennem de perioder. Jeg synes at vi har fået sammensat en trup, med spillere, trænere og ledere som har høje forventninger til hinanden og sig selv. Derfor håber jeg at vi kan sparke hinanden i røven i de tunge perioder og slutte grundspillet i en god position!
Nu er hockeymagasinet også kommet på Instagram, se mere HER.