Silke Lave Glud: »Ishockey er en del af min identitet«
På isen skrev de historie. Men hvem er spillerne bag landsholdstrøjen, og hvordan ser livet ud, når VM på hjemmebane er forbi? Efter de danske kvinders historiske kvartfinaleplads går Hockeymagasinet i fire interviews tæt på hverdagen, drivkraften og vilkårene bag præstationerne – og på det, der får spillerne til at blive ved.
Landsholdstrøjen fortæller kun en del af historien om Silke Lave Glud. Hun var med, da Danmark nåede en historisk VM-kvartfinale på hjemmebane. Men bag øjeblikket i rampelyset ligger en hverdag, som sjældent får samme opmærksomhed. Det er her, hendes fortælling åbner et vindue til dansk kvindehockey.
For Silke er hockey ikke bare noget, hun spiller. Den er en del af den, hun er. Derfor handler samtalen ikke kun om, hvad hun har opnået, men også om, hvad det vil sige at give så meget af sig selv til en sport, der stadig kæmper for sin plads i Danmark. Og om hvorfor hun bliver ved.
Glæden ved spillet
– Du har rundet 150 landskampe og været med til både OL og nu et historisk VM på hjemmebane. Hvad er det ved ishockeyen, der stadig får dig til at ville mere – og er det noget andet end det, der drev dig, da du første gang trak landsholdstrøjen over hovedet?
Der er mange ting, der driver mig ved ishockey. Ishockey er en del af min identitet. Selvom jeg har rundet de 30 år, har jeg svært ved tanken om, at det en dag er slut. Jeg er enig i det, man siger: At atleter dør to gange. Første gang, når de stopper karrieren, og anden gang, når de dør. Men jeg vil nok sige, at det først og fremmest er glæden ved at spille ishockey. Det er jo den fedeste sport.
– Til VM kunne publikum følge jer på isen, men de færreste kender hverdagen bag. Hvis vi fulgte dig gennem en almindelig uge med hockeyen i Malmø, hvad ville så overraske os mest ved det liv, du har valgt?
Hmm, nok at jeg kun er hjemme for at sove. Jeg står typisk op klokken 7, tager på arbejde og fortsætter direkte til træning i Malmø. Så er jeg hjemme igen klokken 21. Planlægning af mad fylder også meget, for hvis jeg tager ud ad døren klokken 7 uden morgenmad, frokost og aftensmad, bliver det en meget lang dag.
Jeg gik dog ned i tid den 1. januar 2026, så jeg nu arbejder 27 timer om ugen. Det betyder, at jeg har fri hver torsdag. Ellers havde jeg ikke kunnet få det til at hænge sammen – jeg manglede timer i døgnet.
– Mod Japan var I bagud 0-2, før kampen endte med en sejr efter straffeslag, som blev afgørende for kvartfinalepladsen. Hvilket øjeblik fra den aften står stærkest hos dig – og hvad fortæller netop dét øjeblik om det hold, du har været en del af i så mange år?
Klart da vi havde sunget nationalsangen og kørte en omgang i hallen for at takke alle de fans, der var kommet for at se os. Det gav tårer i øjnene. Vi vandt den kamp, som nærmest var umulig at vinde, og virkelig mange mennesker var kommet for at støtte os. Det var stort.
– I har skrevet historie på isen. Men hvad skal ændres uden for banen, hvis næste generation skal tælle flere pigespillere og få bedre muligheder, end du selv havde?
Det er altid lettere at pege på, hvad andre kan gøre for udviklingen, men det er jeg holdt op med at tænke så meget over.
Bedre økonomi giver os bedre ressourcer, men økonomien er vi kvindespillere ikke selv herrer over. Det er svært, når man tænker på, at vi fra oprykningen i Kina i april 2025 og frem til A-VM i november 2026 kun har været samlet én gang mellem de to turneringer.
Det er svære betingelser, især når man ved, at det ser helt anderledes ud på de andre landshold, vi møder. Derfor skal udviklingen også komme indefra: Vi skal selv komme i bedre form, blive stærkere og lave en masse ekstra træning – alene eller sammen med holdkammeraterne.
Silke kalder ishockey for »den fedeste sport«. Hun nøjes ikke med at sige det. Hun indretter sin hverdag efter sporten og finder kræfter til mere, selv når timerne ikke slår til.
Men kontrasten er svær at overse: Hun gør plads til hockeyen, mens landsholdet ifølge hende kun har været samlet én gang mellem to VM-turneringer. Hun har valgt at bruge energien på det, hun selv kan gøre. Det er bare ikke det samme, som at resten kan løses med endnu en ekstra træning.
Silkes engagement er ikke til diskussion. Det er vilkårene, der bør være det. For kærligheden til spillet kan bære meget – men den kan ikke erstatte tiden sammen på isen.
Vil du læse flere nyheder som denne?
Følg os på Google med ét klik på knappen herunder – du bliver her på siden.
Følg os på Google
