Live – Mest læste ishockeynyheder

Christian Rolund

Sønderjyske legende stopper som General Manager i moderklubben

Pressemeddelelse:

Patrick Galbraith fratræder som General Manager i VIK

Efter grundige overvejelser har Patrick Galbraith besluttet at fratræde sin stilling som General Manager i Vojens Ishockey Klub. Patrick vil fortsat varetage sine opgaver frem til årsskiftet, så overgangen sker på en rolig og struktureret måde, og klubbens daglige aktiviteter fortsætter derfor uændret i resten af året.

Baggrunden for beslutningen er Patricks ønske om at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv, familieliv og egne projekter. Sideløbende med sin aktive spillerkarriere og efterfølgende ansættelse i VIK, har Patrick haft en virksomhed, som indtil nu kun er blevet drevet på hobbybasis. For at kunne give virksomheden de rette rammer til at vokse, samtidig med at han vil være til stede i familien, har Patrick valgt at prioritere sine kræfter her.

Denne beslutning er truffet helt uden uoverensstemmelser mellem parterne, og både Patrick og klubben skilles i fuld forståelse og med stor gensidig respekt.

Bestyrelsesformand Brian Ahrenkiel siger:

“Patrick har sat et markant præg på Vojens Ishockey Klub i sin tid som General Manager. Han har løftet en krævende opgave med stor dedikation, skabt struktur i hverdagen og været en central figur i dialogen med både medlemmer, trænere, forældre og samarbejdspartnere. Vi har stor forståelse for, at Patrick nu ønsker at gå en anden vej, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke med udviklingen af sin virksomhed. Han vil altid være en del af VIK-familien.”

Patrick Galbraith udtaler:

”Det har været en stor fornøjelse at være en del af Vojens Ishockey Klub og at samarbejde tæt med bestyrelsen, trænere, frivillige og ikke mindst spillerne og deres familier. Beslutningen om at stoppe har ikke været let, men jeg har mærket et stigende behov for at kunne fordele min energi mere balanceret mellem mit familieliv og mit arbejdsliv. Jeg ønsker både at være mere til stede derhjemme og samtidig give plads og energi til at udvikle min virksomhed”

Vi takker Patrick for en stærk indsats og et engageret lederskab i Vojens Ishockey Klub. Han har sat sit aftryk på klubben, og vi ønsker ham og hans familie alt det bedste fremover.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder