Stor midtjysk opbakning til Final4
Fredag og lørdag i næste uge afvikles denne sæsons Final4. Lokationen er Vojens, og de fire deltagende klubber er SønderjyskE, Odense Bulldogs, Herlev Eagles og Herning Blue Fox.
Billetsalget er generelt gået rigtig godt, og alt tyder på at der venter to festlige dage i Sønderjylland.
Det bliver nok svært at overgå mængden af lyseblå trøjer, trods alt. Men antallet af blå/gule trøjer ser også ud til at blive flot.
Seneste melding fra Blue Fox Support går på at man lige nu er ved at fylde den anden dobbeltdækker. Der er omkring 12-13 ledige pladser tilbage i den. Samtidig kan man også se at der er en del der tager turen selv i bil. På nuværende tidspunkt regner man med 600 - 650 fans fra Herning.
Oven i det kommer så sponsorer og øvrige repræsentanter.
Lad os håbe at billedet er det samme fra Herlev og Odense, da vi i den grad så kan se frem til en rigtig fælles ishockeyfest.