Søndag rundede canadieren 300 kampe i spidsen for HC Košice, da holdet mødte Slovan Bratislava. Ifølge Hokejportal er han den første træner i den slovakiske ligas historie, der når 300 kampe i ét sammenhængende ophold hos samme klub.
Fra danske mesterskaber til slovakiske titler
For danske ishockeyfans er Ceman især kendt fra sin tid i Sønderjyske, hvor han både som spiller og træner var med til at vinde mesterskaber.
Som spiller blev han dansk mester med klubben i 2009 og 2010. Senere stod han i spidsen for holdet ved mesterskaberne i 2014 og 2015.
Succesen har han taget med til Slovakiet. I 2019 førte han Banská Bystrica til mesterskabet, og siden sin ankomst til Košice i marts 2022 har han føjet yderligere to slovakiske titler til samlingen i 2023 og 2025.





























