Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

To mål, matchvinder og slagsmål – Bjorkstrand manglede kun assisten

Oliver Bjorkstrand fortsætter med at levere point for New York Rangers.

Efter en assist i hver af Rangers’ første to kampe i sæsonen satte danskeren natten til onsdag yderligere trumf på med to scoringer i 5-2-sejren over lokalrivalerne New York Islanders.

Bjorkstrand blev samtidig noteret for kampens vindermål – og nåede kort før slutsignalet også at få fem minutter for slagsmål.

Dermed manglede han faktisk kun en assist for at fuldende det såkaldte Gordie Howe-hattrick: Et mål, en assist og et slagsmål i samme kamp.

Bjorkstrand skulle blot bruge 6.40 på at score sit første mål i sæsonen. Efter oplæg fra Alexis Lafrenière gjorde han det til 1-0 for Rangers.

Islanders fik siden kæmpet sig tilbage til 2-2, men med knap tre minutter tilbage af anden periode slog danskeren til igen.

Denne gang scorede Bjorkstrand i powerplay til 3-2 efter oplæg fra Gabe Perreault og Will Cuylle. Scoringen skulle vise sig at blive kampens vindermål.

Rangers afgjorde opgøret med yderligere to scoringer i tomt mål i tredje periode, men Bjorkstrands begivenhedsrige aften var endnu ikke helt slut.

Med blot 13 sekunder tilbage kom han i klammeri med Islanders’ Adam Pelech. Det udviklede sig ikke til det helt store slagsmål, men Bjorkstrand smed den ene handske, og begge spillere blev noteret for fem minutters udvisning for slagsmål.

Dermed sluttede danskeren kampen med to mål, kampens vindermål og fem minutter for slagsmål.

Kun assisten manglede for et Gordie Howe-hattrick.

Video af Bjorkstrands mål og episoden med Adam Pelech kan ses nederst i artiklen.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder