Frederikshavn White Hawks har fået en lovende start på den nye sæson, men tirsdag aften venter en ny prøve for nordjyderne.
Frederikshavn kommer til opgøret med seks point efter de første tre kampe. Sæsonen blev indledt med et nederlag til Aalborg Pirates, men siden har Casper Stockfischs mandskab svaret igen med to sejre på hjemmebane.
Først blev Sønderjyske besejret, og senest blev Rødovre Mighty Bulls sendt hjem med et nederlag på 5-1.
Dermed drager White Hawks til Rungsted med to sejre i træk.
En af de helt store profiler i Frederikshavns gode sæsonstart har været Atte Karppinen.
Den 28-årige finne topper inden tirsdagens kampe Metal Ligaens topscorerliste og er naturligvis godt tilfreds med den måde, hans nye hold er kommet fra land på.
– Jeg synes, vi har fået en god start, og vi har været i stand til at vise de ting, vi gerne vil se i vores spil. Vi spillede vores første tre kampe på meget kort tid, og to sejre i de kampe var et godt resultat, siger Karppinen ifølge klubbens hjemmeside.
Også uden for isen er den finske forward faldet godt til i sine nye omgivelser.
– Livet her er kommet rigtig godt fra start, og jeg nyder virkelig at være her. Det er godt at kunne bygge videre herfra, når tingene fungerer både på og uden for isen.
Karppinen har i sæsonens første kampe spillet sammen med landsmanden Leo Ring og Mikkel Skov, og den nye kæde har allerede vist lovende takter.
– Jeg har gode spillere ved siden af mig. Vores kæde har stor alsidighed, og alle forstår, hvordan spillet skal spilles i forskellige situationer. Vi har selvfølgelig hver vores individuelle styrker, og dem har vi været gode til at få frem i kampene.
Det bliver dog ikke nogen nem opgave for White Hawks at forlænge sejrsrækken.
Rungsted har ligesom Frederikshavn fået en positiv begyndelse på sæsonen og står med fire point efter de første to kampe.
Nordsjællænderne åbnede sæsonen med et enkelt point efter nederlaget i overtid ude mod Herning Blue Fox, inden det senest blev til en 3-1-sejr på udebane over Odense Bulldogs.
Tirsdag får Rungsted så for første gang i denne sæson hjemmebanen i ryggen.
Karppinen forventer da også, at der venter White Hawks en vanskelig opgave.
– Som jeg har forstået det, møder vi et hold med rigtig høj kvalitet, og vi har en lang dag foran os med rejsen derover. Vi skal spille klogt og holde fast i vores gameplan.
Den lange bustur fra Frederikshavn til Nordsjælland er samtidig noget, spillerne skal håndtere, når de kommer frem.
– Vi skal sørge for at få benene i gang efter busturen, for vores skøjteløb er en af holdets styrker, lyder det fra Karppinen.
Dermed er der lagt op til en interessant duel mellem to hold, der begge er kommet godt fra start.
White Hawks jagter sin tredje sejr i træk og sæsonens første point på fremmed is, mens Rungsted skal forsøge at følge de første gode udekampe op foran eget publikum.





























