Opskriften på en topplacering i Metal Ligaen og en plads i Final-4, var der næppe mange Danske hockey fans der havde forestillet sig en 31-årig mand fra Vojens, skulle være i besiddelse af.
Men det er ikke desto mindre tilfældet for Casper Stockfisch og Frederikshavn White Hawks, der denne fredag krydser klinger i Sydjysk Sparekasse arena mod Stockfischs tidligere klub, Sønderjyske.
Selvom Metal Ligaens yngste cheftræner har brugt en stor del af sine vågne timer på isen i Vojens, er der ingen følelser i klemme, når pucken smides. Det fortæller han til Hockeymagasinet.
– Det er jo naturligvis altid specielt, når man står over for sin tidligere klub, og især når det nu er på min tidligere hjemmebane i Vojens, hvor jeg nærmest er vokset op.
– Men når pucken er smidt, er det ligegyldigt, om vi er i Frederikshavn, Vojens eller et helt tredje sted.
– Så er det en kamp ligesom alle andre, hvor der skal leveres et resultat. siger Casper Stockfisch.
Efter en periode med uro på de indre linjer i Sønderjyske, der først sendte den mangeårige sportschef Klaus Rasmussen jobbet og senere Casper Stockfisch, kunne man måske tro, at det var en hævngerrig træner, der gik ind til opgøret mod sin tidligere klub.
Men sådan forholder det sig ikke for Stockfisch, der i stedet sender en anerkendende tak til sin nye klub i Frederikshavn for at have vist ham tillid.
– Jeg er meget glad for den tillid, jeg har fået i Frederikshavn, og det hold, vi har fået sammensat.
– Nogle gange tror jeg også, det er meget godt at bryde med sin komfortzone og få nogle andre øjne på tingene og det, man laver. Det er netop det, jeg har fået heroppe.
– Vi er lykkedes virkelig godt med vores del af rekrutteringen, hvor vi har fået de helt rigtige mennesker ind omkring holdet, som har fået sammentømret vores trup og klubben rigtig godt.
– Det gør bare livet nemmere som cheftræner, når tingene på den måde går op i en højere enhed, slutter en glad Casper Stockfisch.
Stockfisch nåede i sin tid som træner i Sønderjyske at stå i spidsen for klubben i 36 kampe. Denne fredag bliver anden gang, han krydser klinger med sin tidligere arbejdsgiver.
Det første opgør endte med en sejr på 7-4 til hans nye klub, på hjemmebanen i Frederikshavn.
Der er kampstart i Sydjysk Sparekasse arena denne fredag klokken 19.






























