Live – Mest læste ishockeynyheder

Redaktionen

Skarphed, kynisme og ansvarsfølelse….

Skarphed, kynisme og ansvarsfølelse….

Pointhøsten er blevet holdt til et minimum af ishockeyspillerne fra Sønderjyske i sæsonens 4 første spillerunder. Og det af et hold der, af mange eksperter, er blevet spået en outsiderrolle, når det sidst på sæsonen handler om mesterskabstitlen. Men der er, ifølge sportschef Søren Stockfish, ikke tale om krise og krisemøder i Sønderjyske, i modsætning til hvad andre medier påstår.

– Vi taler ikke om krise i Sønderjyske, og der er derfor ikke planlagt noget krisemøde mellem spillere og trænere. Træningen med henblik på morgendagens kamp mod Herning er forløbet som planlagt. (Søren Stockfish i et kort telefoninterview).

Krise efter 4 kampe er vel også at tage munden for fuld, men faktum er, at holdet, i de seneste kampe, har manglet skarphed, kynisme og spillere, der tager ansvar. Specielt sidstnævnte punkt blev udslagsgivende i den seneste hjemmekamp mod Odense. Når en kamp “ligger lige på vippen” og går i overtid, så virker det frustrerende, at Ryan Bonni får matchstraf (dommerpræstationen kan altid diskuteres), når holdet i forvejen har en spiller i straffeboksen. I en situation, hvor alle handlinger har en konsekvens – positiv eller negativ, og på et tidspunkt i kampen, hvor alle nerver sidder udenpå udstyret, så bør en spiller af den kaliber og med hans erfaring være mere overvejende i sit spil. Der må man forvente sig noget bedre – meget bedre fra en udenlandsk profil. Den slags fall-outs er der ikke råd til i en så jævnbyrdig liga, som der lægges op til efter de 4 første runder.

Men netop jævnbyrdigheden i ligaen kan komme klubben fra Vojens til undsætning. Holdene ligger så lige i stillingen, at blot en enkelt vundet kamp, kan vende op og ned på tabellen. Sæsonen er lang og som en kilde tæt på klubben udtrykker det:

– Bredden på holdene bliver først udslagsgivende midt i sæsonen, hvor kæderne starter med at blive slidte, men vi er et af de hold, der har bredden til at holde sæsonen ud. Vi spiller med 4 rimelig lige kæder niveaumæssigt i hver kamp, og kræfterne bliver derfor fordelt bedre, så alle spillere kan holde deres fysiske form.

Som tidligere nævnt får Sønderjyskes ishockeyspillere chancen for at bevise deres niveau og fysiske form allerede i morgen aften, når de tager en tur på heden og møder Herning Blue Fox, der heller ikke har fået nogen ønskelig start på sæsonen og senest tabte foran eget publikum til nyoprykkerne Totempo HVIK. Sikkert er det dog, at hvis sønderjyderne skal have point i den kamp, så skal der vises mere professionalisme og koldblodighed end hidtil i sæsonen.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder