Ifølge halspeakeren samt den officielle side, var der 1111 mennesker tilstede i aften i Rødovre Skøjte Arena. Hvem og hvordan de har talt til over 1000 mennesker skal være usagt, men det var uden tvivl den mest stille kamp, jeg har været vidne til i sæsonen.
Aalborgspillerne kom til kampen med nyheden om, at de muligvis skal finde sig en ny klub til næste sæson, hvis der ikke bliver fundet en køber eller en anden løsning på klubbens situation. Man forventede derfor et måske lidt ekstra tændt Aalborghold, der vil ud og vise, at de hører til i ligaen – men som samtidig vil være nemme at knække mentalt, hvis det ikke gik deres vej.
Allerede efter 12 sekunder fik Mikael Christensen fra Rødovre en kæmpe chance, da han kom i direkte duel mod Gasper Kroselj – AaB’s nye målmand. De måtte derfor tage en udvisning, og man stod derfor som Rødovrefan med begejstring over en god start, og håbet om hurtigt at knække de hårdt prøvede jyder. Powerplayet var dog forfærdeligt. Ingenting fungerede.
Spillet derefter var ærligtalt heller ikke noget at skrive hjem efter. En massiv omgang rod, der førte ud i ingenting. Store fejl af bærende Rødovrespillere som Michael Smidt og Rasmus Astrup skabte nogle få chancer til gæsterne, der dog også syntes underligt umotiveret og abnormt trætte.
Rødovres Mathias Bau og Andy Contois satte til tider lidt tempo på sagerne (hvilket bestemt ikke var svært, da tempoet var næsten ikke eksisterende), hvilket forcerede Aalborg til at trække udvisninger. Det andet powerplay for Rødovre i kampen startede en smule bedre med et par skud, men blev derefter lige så dårligt – ja næsten dårligere spillet end det første.
Når der står dårlig hockey på programmet, håber man altid på nogle mål, der kan opmuntre en. Det fik vi desværre ikke nogle af i denne periode. Den største chance må tilskrives Christensen fra Rødovre efter 12 sekunders spil.
Det kunne næsten ikke blive dårligere i 2. periode, tænkte jeg i pausen.
Aalborg startede i powerplay efter en udvisning til Mike Berry. På trods af et ikke særligt velspillet et af slagsen, fik Rasmus Olsen sendt et skud på mål, der flot blev styret af den nye profil, Jaroslav Kmit. 0-1.
Rødovre og Aalborg fortsatte derefter deres juniorhockey og smed passningerne skiftevis til modstanderen – eller bag om ryggen på medspilleren. Tacklinger udeblev, detaljer var der ingen af – men udvisninger til AaB var der nok af. Mathias Christensen røg ud for en holdning, men Rødovre misbrugte igen.
I stedet gav Rødovres hjemvendte spiller, Simon Grønvaldt, en kæmpe foræring til Jonas Guldvæk. En passning fra bag mål direkte ind i slottet, gav Sebastian Dahm ingen chance for at redde pucken. 0-2.
I tiden 31:54 fik AaB en turnover 2 mod 2, hvor Emil Bigler kastede sig ned næsten fra blueline for at dække for tværpassningen. Rene Espersen var dog ikke så nem at narre, og kørte blot stille og rolig videre, for at smide den ind over til Jaroslav Kmit, der frækt bremsede op ved bagerste stolpe, lagde en passning tilbage i slottet, hvor en helt umarkeret Robin Bergman stod – igen med ingen chance for Dahm.
6 minutter senere fik Rødovre 2 udvisninger i træk, men AaB fortsatte også deres elendige powerplay, der fik Rødovres boxplay til at ligne noget, det langt fra var.
2. periode sluttede med tilråb fra nogle af de få tilskuere i ”sumpen”, der passende nok sang ”vi vil ha’ Rødovre på isen”.
Kampen var opgivet fra undertegnets side, og jeg ventede personligt egentlig kun på, at jeg kunne komme hjem – det var nemlig 10-12 minusgrader i udenfor, hvilket bestemt ikke hjalp på mit humør.
I 3. periode fik Rødovre sat sig lidt mere på Aalborgs zone. Dette skyldes dog primært, at AaB følte sig fint tilpas med den komfortable føring, samt at Rødovre ikke lignede et hold, der osede af muligheder for et comeback.
De helt store chancer udeblev da også. De største kom igen da Andy Contois og Mathias Bau udfordrede, men det blev ved med at kaste udvisninger af sig til Aalborg, hvilket var en dårlig taktik i dag for Rødovre – for powerplayet….. Tja, skal jeg nævne det igen?
På trods af 5 mod 3 spil hurtigt efterfulgt af flere udvisninger til jyderne, så vil pucken altså bare ikke ind. Den største chance i kampen til Rødovre må tilfalde Simon Grønvaldt, der havde et drøn på stolpen i powerplay i 3. periode.
Aalborg kørte den sikkert hjem, men bestemt hverken overbevisende eller flot. Et hvert andet hold havde kørt Aalborg over denne dag, og hvad der så var sket med de lokale helte fra vestegnen.. ja det må være usagt.
Den berømte fight og intensitet var ikke tilstedeværende, og det var rent ud sagt en forfærdelig oplevelse i en så strid kulde. Jeg ligger og har aldrig lagt skjult på, at jeg har stor respekt for Rødovres sæson indtil videre, og jeg er sikker på, at de nok skal komme stærkt tilbage, men i dag var helt klart en svipser, og der er altså meget der skal arbejdes på, hvis man vil slutte i top-4 (hvor man nu har lukket Aab halvt ind i kampen) samt komme videre i slutspillet. Samtidig tyder det mere og mere på, at disse to hold støder ind i hinanden i slutspillet, hvilket altså giver Aab den klart mentale fordel, i form af 4 sejre ud af 5 mulige hidtil i sæonen – heraf 2 på Rødovres bane.
Hvis der absolut skulle nævnes nogle spillere, der skulle fremhæves i denne kamp, må det være Jaroslav Kmit fra Aalborg, der med 2 point var manden på sejren – blandt andet med sin flotte styring. Kroselj stod forholdsvis sikkert, og jeg bemærkede mig, at han er god til at holde pucken. Daniel Madsen gjorde sig bemærket med utallige udvisninger. Andy Contois, Mathias Bau og Michael Christensen gjorde sig bedst bemærket fra Rødovre.
Nogle vil måske være lidt uenig i min meget hårde vurdering, men kampen sluttede med høj buhen fra fansene, samt snak om pengene retur i sjov. Det var ikke sjovt at være tilskuer i dag.






























