Bulldogs fik den perfekte start og tog første slag i finaleserien mod Herning Blue Fox.
Jakob Sveistrup sang for på nationalsangen, hvor næsten 3.000 tilskuere stemte i og sørgede for en periodevis elektrisk stemning i Bryggeriet Vestfyen Arena.
En finalekamp er noget helt særligt, og således også denne, som var Bulldogs ottende af slagsen efter to mislykkede finalebesøg i starten af årtusindet. Nu skal tredje gang være lykkens gang, og den målsætning fik den helt rette kickstart lørdag aften, hvor Bulldogs for første gang nogensinde bragte sig foran i en finaleserie.
Efter den indledende gåsehud havde lagt sig, viste der sig en kamp, der helt som ventet var knivskarp med et væld af nærkampe og meget lidt åben is. Slet ikke i midtzonen, hvor Herning som ventet lukkede tæt til og således forhindrede, at højdepunkterne i målchanceafdelingen ligefrem stod i kø.
Pär Johansson og Co. kørte fra start med seks backer, hvor 17-årige Martin Larsen afløste en fortsat småskadet Maxime Moisand, mens der i angrebet blev rullet på med fire kæder som det har været tilfældet hele sæsonen igennem. Holdene følte i den grad hinanden på tænderne, og ikke før kampens midtvejsmærke blafrede netmaskerne for første gang.
Mathias Thinnesen har det med at score spektakulære mål på hjemmeisen, og det var også tilfældet her til aften. På offensiv blå modtog han en pasning, og da ingen rigtigt gik til ham valgte vestjyden at fyre hammeren af. Umiddelbart en lidt håbløs chance, men ‘Thinne’ ramte skiven på John Faxe-manér ‘lige i røven’, og hamrede pucken helt op i det ene hjørne til 1-0.
Jubelen brød løs i Bryggeriet Vestfyen Arena, der nu kogte som ikke set i mange år.
Men lydniveauet skulle nå nye højder, for midtvejs i tredje periode blev føringen fordoblet. Tilliden til fjerdekæden gav atter pote, for de strikkede et uhyre flot, gennemspillet mål sammen. En smart droppasning fra Philip Hersby åbnede Herning-zonen helt op, hvorefter Claus Eriksen tog over og med en perfekt baghåndscentring fandt Mikkel Ankjær Nielsen på modsatte stolpe. Den blot 18-årige Bulldogs-forward svigtede ikke, men fordoblede i stedet både føringen og hans egen måltotal.
Mod Herning skal der imidlertid spilles til absolut sidste fløjt. Bulldogs kom lidt for langt tilbage i banen, og slutfasen blev meget hektisk i kraft af en række fynske udvisninger.
Men undertalsspillet, med stærke kræfter som Anders Feddersen, Ólafur Gunnarsson, Mads True og Søren Pedersen, var igen i særklasse, og fik gang på gang kriget pucken væk fra farezonen.
I målet var Ervins Mustukovs sikkerheden selv. Al snak om at fokus skulle ligge i Sverige hos den lettiske mur kan vist godt forstumme lige på stedet. ‘Moose’ parerede samtlige 32 Herning-skud og det indbragte sæsonens tredje shutout, hvoraf de to rent faktisk er kommet mod Todd Bjorkstrand og Co. Ham bliver de glade for i Mora!
I slutfasen haglede uheldene ellers ned over den fynske backlinje, hvor Maxime Moisand og Rasmus Lyø (U18-VM) i forvejen var savnede. Philip Hersby blev ramt af et skud over anklen, mens Mads Schaarup fik Antti Höllis skøjte i hovedet. Til alt held slap Bulldogs-midtjyden med et snit på kinden, der lige måtte have syv-otte sting efterfølgende.
Det tager man gerne med i en finaleserie, der blev åbnet på perfekt vis set med fynske briller. Men det var kun første af fire skridt på vejen mod guldhjelmene – næste opgave venter allerede mandag, 2. Påskedag, hvor Bulldogs-bussen tager turen til Kvik Hockey Arena i Herning.
KAMPEN I TAL
Odense Bulldogs – Herning Blue Fox 2-0 (0-0, 1-0, 1-0)
29:30 1-0 Mathias Thinnesen (ass. Smedegaard, Gotto) PP
49:33 2-0 Mikkel Ankjær Nielsen (ass. Eriksen, Hersby)
Udvisninger:
ODB: 5×2 + 1×10 (Andreasen)
HBF: 3×2
Skudstatistik:
ODB-HBF 22-32 (6-8, 8-13, 8-11)
2.908 tilskuere i Bryggeriet Vestfyen Arena (sæsonrekord).






























