Eric Hjorth stopper i Aalborg Pirates. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse, hvor de ligeledes skriver, at de er på udkig efter nye forstærkninger.
Hjorth ser tilbage på en periode i klubben, hvor han ikke selv føler, at han har leveret på et niveau, han havde håbet og forventet. Han ønsker derfor at fortsætte sin karriere et andet sted, og det ønske har Aalborg Pirates valgt at imødekomme.
“Eric er en rigtig god fyr, som har været en positiv del af vores trup og bidraget til fællesskabet omkring holdet. Han har grebet sin tid i Aalborg an med en professionel indstilling, og selvom det sportslige ikke blev, som hverken han eller vi havde håbet, har vi sat pris på at have ham i klubben. Vi respekterer hans beslutning og ønsker ham alt muligt held og lykke i den videre ishockeykarriere”, siger administrerende direktør, Peter Lauritsen, til Aalborg Pirates’ hjemmeside.
Peter Lauritsen henviser til, at Metal Ligaens holdkortsregler sætter både økonomisne grænser og begrænsninger for, hvor mange nye spillere klubben på hente i løbet af sæsonen:
“Vi kan derfor ikke bare hente nye spillere, hver gang vi gerne vil styrke holdet. Vi skal vælge med omtanke og sikre, at vi får mest muligt ud af de muligheder, vi har. Men vi arbejder hele tiden på at gøre Aalborg Pirates stærkere, og vi holder øje med mulighederne for at hente yderligere forstærkninger”.
Aalborg Pirates har dermed sagt farvel til to spillere i denne sæson. Først Lasse Bo Knudsen, som måtte indstille karrieren på grund af skader, og nu Eric Hjorth, som skifter til en anden klub.





























