Bjorkstrand var med, da Rangers natten til onsdag dansk tid tog imod lokalrivalerne New York Islanders i en træningskamp i Madison Square Garden.
Rangers kom flyvende fra start og bragte sig foran 3-0, men endte alligevel med at tabe opgøret 3-4. Islanders scorede kampens sidste fire mål og vendte dermed opgøret fuldstændigt.
Inden da havde Bjorkstrand sat sit aftryk på kampen.
Efter 6.03 af anden periode var danskeren med i opspillet til Pavel Dorofeyevs scoring til 2-0, hvor også J.T. Miller blev noteret for en assist.
Dermed kom Bjorkstrand på pointtavlen i sin første preseason-kamp for sin nye klub.
Den 31-årige danske landsholdsforward skiftede denne sommer til New York Rangers på en etårig kontrakt efter senest at have spillet for Tampa Bay Lightning. I sidste sæson leverede han 12 mål og 20 assists i 80 NHL-kampe.
Rangers havde efter Dorofeyevs scoring kurs mod sejren, da Taylor Raddysh kort efter øgede til 3-0.
Islanders svarede dog igen. To reduceringer i anden periode gjorde det til 3-2, inden Matias Maccelli med to powerplay-scoringer i tredje periode fuldendte comebacket og sikrede Islanders en 4-3-sejr.
For Bjorkstrand blev der trods nederlaget altså tale om en pointgivende debut i Rangers-trøjen.





























