I går aftes, foran mere end 1900 hockeyfans, blev Bygma Hard worker-Prisen for første gang uddelt i Metal Ligaen.
Prisen bliver hver måned uddelt til en spiller i Metal Ligaen, som har ydet en ekstraordinær indsats og vist vejen både på og uden for isen.
En jury bestående af ligadirektører, tidligere ishockeyspillere og journalister står for at vælge hvem der skal være månedens Hard Worker.
I denne måned er valget faldt på Christian Mieritz, kaptajn for Frederikshavn White Hawks.
Metal Ligaen skriver følgende om valget på Mieritz:
“Han er et forbillede i omklædningsrummet for de mange unge spillere i Frederikshavn, han ofrer sig i hvert eneste skift, og i denne september måned har han spillet mange minutter i undertal. En ægte fighter, der har været stærkt medvirkende til Frederikshavns tilbagevenden til toppen af Metal Ligaen.”
Prisen blev overrakt af direktør for Bygma i Frederikshavn, Christian Maysfelt, samt Ulrik Hjulmand, kommerciel direktør i Metal Ligaen og Danmarks Ishockey Union.
Med i prisen følger 10.000 kr til Frederikshavn White Hawks og 5.000 kroner til ungdomsafdelingen, Frederikshavn Ishockey Klub.





























