Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

De får klubberne til at hænge sammen – nu kan de hædres med stor pris

Kender du en ildsjæl i din hockeyklub? Nu kan du indstille dem til stor pris

Hvem er Årets Frivillig i landet her? Det er nu muligt at indstille frivillige fra foreningslivet til den prestigefyldte pris AL Sydbank og DIF’s Årets Frivillig.

De danske idrætsforeninger vrimler med dem: De skjulte stjerner. Træneren, holdlederen, bestyrelsesmedlemmet, tøjvaskeren, dommeren. Og alle de andre ildsjæle, der med deres energi og tilstedeværelse binder foreningerne sammen.

De frivillige fortjener ros og anerkendelse, og nu har alle danskere mulighed for at nominere netop deres lokale ildsjæl til prisen AL Sydbank og DIF’s Årets Frivillig 2026. Indstillingsperioden kører fra den 24. september og frem til den 18. oktober.

Indstil din lokale ildsjæl her.

Prisen uddeles til en ildsjæl, som har ydet en ekstraordinær indsats i sin lokale klub. Sidste år vandt den frivillige fodboldtræner Roxana Bayati fra Odense-klubben Dalum IF den eftertragtede pris.

Roxana Bayati vandt blandt andet prisen for sin enorme indsats, der begyndte for nogle år siden, da hendes datter begyndte til fodbold i Dalum IF. På det tidspunkt var der ikke mulighed for at spille på et pigehold, men det lavede Roxana Bayati om på. Hun meldte sig selv som frivillig træner, og siden er et hold blevet til hele otte fodboldhold i Dalum IF.

Spørgsmålet er nu: Hvem fra det danske idræts- og foreningsliv skal kåres til Årets Frivillig 2026? Det kan du være med til at bestemme ved at indstille en frivillig, som du mener har fortjent hæderen.

Når indstillingsperioden udløber, samles juryen og udvælger i første omgang 10 kandidater. Herfra skæres feltet ned til tre finalister, inden vinderen afsløres ved SPORT 2026 i Herning.

Med prisen følger hele 75.000 kroner. De 25.000 kroner går personligt til vinderen af prisen. De øvrige 50.000 kroner går til den idrætsforening, som modtageren af prisen repræsenterer.

Desuden vil anden- og tredjepladsen også blive inviteret til tv-showet i Herning og modtage 10.000 kroner hver. De syv andre nominerede får tildelt hver 6.000 kroner til deres forening.

Kandidaterne indstilles af medlemmer og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger. Man kan ikke indstille sig selv, og samme person kan kun indstilles til prisen én gang. For at komme i betragtning til at vinde prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 63 specialforbund.

Indstil din lokale ildsjæl her

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder