Et portræt af hverdagen, ambitionerne og afsavnene bag et ungt dansk ishockeytalents valg om at søge udvikling i udlandet.
I denne artikelserie går Hockeymagasinet tæt på unge danske spillere, der har valgt at forlade de trygge rammer herhjemme for at forfølge udvikling, uddannelse og hockeydrømme i udlandet. Vi undersøger, hvad der førte dem af sted, hvordan hverdagen ser ud langt hjemmefra, hvilke krav beslutningen stiller – og hvad de må sætte på spil for at komme tættere på målet.
I denne artikel møder vi Oliver Green, der allerede som 15-årig fik debut i Metal Ligaen og en kontrakt med Rungsted Seier Capital. Alligevel valgte han kort efter at rette blikket mod den anden side af Øresund og fortsætte sin udvikling hos Malmö Redhawks.
Her er han blandt de yngre i U20-rækken og en del af et miljø, hvor flere daglige træningspas, weekendkampe og konkurrence om pladserne sætter tempoet. Det er netop intensiteten og de høje krav, der skal bringe ham tættere på næste niveau.
Men satsningen rækker langt ud over isen. Oliver Green har skullet lære at stå på egne ben, mens familie og venner er blevet hjemme i Danmark. I portrættet fortæller han om valget, hverdagen og afsavnene – og om drømmen, der gør det hele værd.
KORT OM OLIVER GREEN
| NAVN | Oliver Green |
| ALDER | 18 år |
| POSITION | Forward |
| KLUB | Malmö Redhawks U20 |
| UNGDOMSKLUB | Rungsted |
1. Som 15-årig fik du både debut i Metal Ligaen og en kontrakt med Rungsted Seier Capital – men kort efter pegede din vej over Øresund. Hvad var det ved muligheden i Malmö Redhawks U20, der fik dig til at tage springet?
Jeg tog over til Malmö, fordi de har et rigtig hårdt og godt træningsmiljø, som gjorde, at det var en ret let beslutning, da jeg fik muligheden, fordi jeg følte, at det kunne gøre mig til en bedre hockeyspiller.
2. I Malmö er du stadig blandt de yngre i U20-rækken, men hverdagen kræver, at du følger med på samme vilkår som alle andre. Hvordan ser livet ud mellem træning, kampe og alt det udenom – og hvor mærker du tydeligst kravene ved at udvikle dig i et udenlandsk miljø?
Vi kører jo to istræninger og ét fyspas fra tirsdag til fredag, og så er der oftest kamp lørdag og søndag og fri om mandagen. Så det kræver jo, at man er 100 procent klar hver dag, fordi det er et hårdt program, og så er der 20 andre spillere, som vil det samme som en selv.
3. Drømmen om at nå langt har ført dig til Malmö – men et liv i udlandet kommer også med en pris. Hvad har du måttet give afkald på eller sætte på spil undervejs, og hvad har beslutningen lært dig om dig selv?
Jeg har jo lært virkelig meget om mig selv. Der er mange ting, man sætter på spil, som familie og venner, og bare det der med, at man bliver nødt til at bo selv. Men jeg har virkelig lært det der med, hvor hårdt man skal træne hver dag for at opnå det, man gerne vil.
4. Green-navnet er allerede skrevet ind i dansk ishockey – men du er i gang med at skrive din egen historie. Hvor langt rækker dine mål og drømme, og hvilket aftryk håber du selv at sætte som Oliver Green?
Man har jo selvfølgelig drømme om, at man kan nå hele vejen op og spille VM for seniorlandsholdet i fremtiden, men jeg prøver egentlig bare at arbejde hårdt hver dag og være i nuet og så se, hvor langt det fører mig.
Bag de mange træningspas og ambitionen om et senior-VM står også en 18-årig, der har måttet lære at bo alene og undvære familie og venner for at give drømmen en reel chance. Oliver Green ved godt, hvad satsningen kræver, men han taler om det uden store armbevægelser. For ham handler det ikke om at se for langt frem, men om at møde op, arbejde hårdt og blive lidt bedre hver dag. Hvor langt det rækker, må tiden vise – men lige nu skriver han sin egen historie i Malmö.





























