Hockeymagasinet har igen rakt ud til en spiller, for at få os en lille snak. Denne gang er det den 20-årige lettiske målmand fra Herning, Janis Fecers.
Han fortæller ærligt om flere ting. Bla. at han faktisk var ganske tæt på at ende i Esbjerg. Han ser ikke sig selv som førstemålmand. Han har en altoverskyggende drøm. Han ønsker at komme på <Wall of Fame> i Herning, samt hans store kærlighed og respekt for hans landsmænd, Andris Dzerins og Oskars Cibulskis.
Interviewet er lavet på engelsk, og er derefter. Efter bedste evne, blevet oversat til dansk.
Det har jo været en vild sæson, med kun fem nederlag på tværs af alle turneringer. Hvordan har du oplevet jeres sæson indtil nu?
“Ja, det har været seks gode måneder, både for mig og for holdet. Siden september er der blevet spillet mange kampe, så jeg er i store træk glad for alt! Dog tænker jeg stadig tilbage på Continental Cup, og kampen mod Torpedo med uro i maven. Den tanke føles forfærdeligt. Der spillede jeg virkelig ikke godt”
Du har jo også selv personligt haft en rigtig flot sæson, hvor du har vogtet målet i størstedelen af kampene. Du slutter grundspillet med en redningsprocent på 91,3, og med en GAA på kun 1,83, hvilket er bedst af alle i hele ligaen. Hvad tænker du om din egen sæson?
“Det er gået godt, men man kan altid blive bedre. Jeg ville være glad, hvis jeg stod med 100 % og 0.00 GAA. Så ville det betyde noget for mig. Men for mig er det holdet det drejer sig om, så jeg er egentlig lidt ligeglad med de statistikker. Selvfølgelig er det godt at have de gode tal, men holdet er langt, langt vigtigere!“
Vi ved alle godt, at du og din holdkammerat, Mathias Seldrup er gode venner, og bakker hinanden op. Men de fleste udefra ser dig som førstemålmand på nuværende tidspunkt. Hvordan ser du selv på det?
“Jeg siger det ligeud her. Jeg ser mig selv som Janis Fecers, det er det. Træneren bestemmer, og siger hvem der spiller i næste kamp, og det er kun det jeg fokuserer på. Næste kamp. Næste træning. Næste mulighed! Jeg er ligeglad med, hvem der er første og hvem der er anden. Det er alt sammen støj udefra!”
Efter så stærkt et grundspil, og succes ved Final4, venter der nu et playoff. Hvad bliver den største udfordring for jer som hold fra nu af?
“Jeg synes at alle skal forstå, at alting starter fra 0! Alle på holdet ved det godt. Det er det vigtigste! Udfordringen er selvfølgelig, at det vil kræve alt mentalt og fysisk. Vi skal være klar til at kæmpe og <dø> inde på isen!”
Umiddelbart står du kun noteret for en playoffkamp som senior. Det var den fjerde finale sidste sæson. Hvordan føler du dig klar til playoff? En tid hvor den mindste fejl kan blive kostbar, og hvor målmanden om nogen bliver en afgørende spiller?
“Jeg bliver ved med at sige det. For mig handler det om den næste kamp, og det er det. Jeg er ligeglad med, om det er NHL-finalen eller en kamp på søen med venner om vinteren. Jeg vil vinde, og det er mit mål! Jeg har altid sagt, at målmanden er 70 % af holdet, måske endda mere. så det er ikke noget nyt for mig!”
Så retter vi fokus på dig. Du kom til Danmark, og til Herning i 2023, hvor du spillede for divisionsholdet i Herning Ishockey Klub. Hvorfor blev det netop Herning, af alle steder, du endte i?
“Sæsonen i den bedste lettiske liga sluttede. Min træner i Letland, Oļegs Sorokins, kendte en fyr ved navn Ričards Puče i Esbjerg, og gav mig sine kontakter! Jeg ringede til ham, og han gav mig kontakter fra Esbjerg. Jeg sendte et CV til Esbjerg, og de svarede tilbage: “Undskyld, Janis, vi har allerede 3 målmænd i U20/1. divisionen.”
“Så sagde Ričards, at han kendte en mand ved navn Enijs Gruzinskis, som arbejdede i Herning Ishockey Klub! Jeg ringede til ham, og han sagde, at han ville give mig Simon Nielsens kontakter. Her lød svaret: “Janis, du er velkommen på Hernings U20/1. divisionshold.”
“Det er min historie, hvordan jeg kom til Herning… det er derfor, alle siger: “Alt sker af en grund. “Jeg er velsignet med at være kommet til Herning! Tak til alle, der hjalp mig hertil!”
Havde du overhovedet turde håbe på, at du her få år efter, som blot 20-årige, ville have fået så mange kampe for førsteholdet, og nu står til at gå ind i playoff som første målmand?
“Da jeg kom hertil, sagde jeg med det samme: “Jeg vil gøre alt, og arbejde så hårdt, at jeg kommer på Blue Fox-holdet! Så forestillede jeg mig jeg det et sted? – absolut ja! Og jeg sagde også, at jeg gerne vil være på Wall of Fame-væggen i inde i træningshallen, og det er stadig mit mål, hahaha”
Da du ankom til Herning var du blot 17 år. Boede du alene på det tidspunkt, eller boede du hos en værtsfamilie? Og hvad var den største udfordring ved at ankomme til et nyt land og en ny by?
“Jeg boede mit første år på Sport College. Jeg tror det er sådan det hedder. Det er et dejligt sted for en 17-årig dreng! Det handler nok om at komme ind i kulturen, og komme ind på holdet. Det er nok det vigtigste! Nye venner, nye mennesker, nyt sprog!”
Da du ankom til Herning spillede to af dine landsmænd, Andris Dzerins og Oskars Cibulskis allerede i klubben. Sidstnævnte har du nu været holdkammerat med i to sæsoner. Har han været en form for mentor for dig?
“Jeg kan huske, at Andris sagde det, men det gjaldt også Oskars! “Hvis du har brug for gratis mad, så ring til mig. Hvis du vil have noget at drikke, så ring til mig. Hvis du har brug for et lift, så ring til mig. Hvis du bare vil tale om livet, så ring til mig!”
Så jeg er beæret og velsignet over at have mødt dem! Jeg ved, at Oskars ikke vil være enig. Men i alt, hvad jeg har gjort indtil nu, er det også Oskars arbejde! Måden han taler til mig på. Forbereder mig mentalt og presser mig til altid at gøre mere. Som sagt, jeg er bare velsignet over at have ham her. Han er lidt som en ekstra far for mig, haha !”
Op til OL gik der en del snak på, om du måske kunne have sneget dig med på det lettiske landshold. Havde du selv et lille håb om det, eller var det blot en snak blandt fans?
“Jeg er en person, der tror, at alt er muligt, hvis man bare tror på det! Så selvfølgelig håbede jeg. Jeg ved, at der vil være folk, der vil sige “knægt, hold op med at drømme”. Men jeg tror, at hvis man ikke drømmer om noget, eller ikke har et mål i livet, så er man ikke i live. Nu har jeg yderligere fire år til at nå dertil, samt et VM i maj hvert år!”
Hvad er dine ambitioner som ishockeyspiller? Hvad er din helt store drøm?
“Et ord – NHL. intet andet! Jeg arbejder på det, og jeg gør giver det virkelig alt hvad jeg har”
Nu er du kun 20 år, men har du en drøm om hvad du skal lave den dag du stopper med at spille ishockey?
“Lige nu studerer jeg, når jeg har tid. Jeg studerer jura, så måske advokat! Men jeg tror, jeg vil drikke øl og vin med Oskars i Monaco. Ryge store cigarer på en stor yacht, og bare nyde livet, hahaha! Men nej, hvis det er seriøst, så ved jeg det ikke endnu, men jeg vil helt sikkert nyde livet”
Til sidst, men ikke mindst. Kan du prøve i skrift at fortælle, hvordan man udtaler dit efternavn, for det er nok et af de efternavne der efterhånden er blevet udtalt på flest forskellige måder.
“Hahahah endelig det bedste spørgsmål! Så nemt er det – Fee-sers! Noget i den stil, det ville være nemmere at lære i virkeligheden”
Der skal lyde en stor tak til Janis for at tage sig tiden til at snakke med os, og for virkelig at åbne op. Det sætter vi virkelig stor pris på.
