LiveMest læste ishockeynyheder

UdforskVores mest populære nyhedssider

Frederikke Foss: »Jeg sagde farvel til alt, hvad jeg kendte«

På isen skrev de historie. Men hvem er spillerne bag landsholdstrøjen, og hvordan ser livet ud, når VM på hjemmebane er forbi? Efter de danske kvinders historiske kvartfinaleplads går Hockeymagasinet i fire interviews tæt på hverdagen, drivkraften og vilkårene bag præstationerne – og på det, der får spillerne til at blive ved.

Ét skud, og Danmark ville vinde. Frederikke Foss kendte betydningen, da hun tog det femte danske straffeslag mod Japan ved VM på hjemmebane. Bagud med 0-2 havde Danmark kæmpet sig tilbage, og nu kunne hun afgøre aftenen. Hun scorede til 3-2 – en sejr, der blev afgørende for landsholdets første kvartfinaleplads ved A-VM. Men den 21-årige forwards historie begynder længe før jublen i Herning.

Som 16-årig rejste hun til USA med en drøm om collegehockey og sagde farvel til den hverdag, hun kendte. Hun spillede i Gentofte/Hvidovre indtil 2021 og sidste sæson for University of Maine. I Nordamerika har hun fundet et miljø, hvor hun kan udvikle sig med og mod nogle af verdens bedste spillere. Derfor handler samtalen ikke kun om modet til at tage det afgørende skud, men også om at vælge en anden vej end vennerne derhjemme – og om de muligheder, hun ønsker for de piger, der kommer efter hende.

– Mod Japan kunne du afgøre det hele med ét skud. Hvad gør du med dig selv, når nervøsiteten fylder, men du alligevel skal turde tage chancen – og hvor meget ligner den Frederikke, vi så dér, den du er uden for isen?

Jeg vidste, at jeg skulle skyde sidst, og at det eventuelt kunne blive mig, der stod med afgørelsen. Lige før det var min tur, spurgte vores træner (Bjørn), hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Jeg kunne godt mærke nervøsiteten, men jeg har arbejdet meget på at omdanne det til spænding. Jeg forsøger at tage et par dybe vejrtrækninger og fokusere på, hvad opgaven er lige nu og her, og nyde, at man kan mærke, at der er noget på spil. Den Frederikke, I så i det moment, ville jeg sige også er en del af mig uden for isen. Både selve straffeslaget og jublen er noget, jeg synes, er en del af mig på mange forskellige måder.

– Når du forestiller dig den spiller, du gerne vil blive, hvad kan hun så, som du endnu ikke kan – og hvad i din hverdag giver dig troen på, at du kan nå dertil?

Hun kan følge mere med de bedste hold, være mere dominerende i den offensive zone og lukke ned i den defensive zone. Jeg har over de sidste mange år spillet med og mod nogle af de bedste spillere i verden, herunder nogle stykker fra USA’s og Canadas landshold. Når man er i det miljø, udvikler man sig hele tiden. Jeg har nogle år tilbage af min collegekarriere og vil fortsat være i de her miljøer, hvor der virkelig er fokus på sporten og ens udvikling. I sidste ende er det op til mig selv at træne frem mod de her mål, men at være i Nordamerika forbedrer mulighederne.

– Hockeyen har åbnet en ny hverdag for dig i USA, men også skabt afstand til livet derhjemme. Kan du fortælle om et øjeblik, hvor du for alvor mærkede, hvad dit valg betød – og hvordan du i dag ser på det, du har fået, og det, du er gået glip af?

Jeg rejste til USA, da jeg var 16 år gammel. Det gjorde jeg, fordi jeg havde en drøm om at komme på college og vidste, at muligheden for at blive set ville være langt større derovre. Det var rigtig svært at være væk hjemmefra de første par måneder, og det var der, det gik op for mig, at det var min nye hverdag. Jeg sagde farvel til alt, hvad jeg kendte, familie, venner og den danske kultur. Hverdagen i Danmark fortsatte, bare uden mig, og alle omkring mig voksede op. Jeg voksede op på den anden side af kloden og lærte en masse nye mennesker og en ny kultur at kende. Jeg er rigtig taknemmelig for alt, jeg har oplevet ved at tage til USA, og jeg havde aldrig nået til, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke var taget af sted. Jeg har udviklet mig ekstremt meget både som ishockeyspiller og som menneske. Jeg vil ikke sige, at jeg er gået glip af livet herhjemme, jeg har bare oplevet noget andet og fået en masse venner og oplevelser i USA og Canada.

– Hvis en ung spiller så dig afgøre kampen mod Japan og tænkte: »Det vil jeg også«, hvad ville du ønske, hun havde lettere adgang til, end du selv havde – og hvad fra din egen vej ville du håbe, hun også fik med?

Jeg ville ønske, at der var flere piger (og derved mere konkurrence), der spillede ishockey, og flere haller rundt omkring i Danmark, så der var større mulighed for at komme på is, når man ikke havde holdtræning. Det er langt nemmere for en fodboldspiller bare at gå op på en boldbane og træne individuelt. Det kræver desværre langt flere ressourcer og support at komme på is, som vi hverken har eller får i Danmark endnu. I USA og Canada er de fleste haller privatejede, og det er derfor langt nemmere at få personlig adgang til istider, når de ikke er kommunedrevne. Der er derfor også rigtig mange private træninger for børn og unge uden for holdtræningerne, som stort set alle benytter sig af, hvor der bliver fokuseret på at udvikle de individuelle skills, hvilket også betyder, at de bare udvikler sig hurtigere, og konkurrencen bliver større. Med det sagt er det stadig muligt at træne; man skal bare finde alternativer og gide at arbejde for det uden for isen.

Jeg ville håbe, at flere piger får lyst til at tage chancen i udlandet for at blive udfordret både på og uden for isen. Det er helt klart den bedste beslutning, jeg har truffet for min karriere. Jeg ville også håbe, at det åbnede dørene for en masse fede oplevelser, som man aldrig ville have oplevet, hvis det ikke havde været for sporten.

Frederikke ser ikke årene i udlandet som et liv, hun er gået glip af. Hun har oplevet noget andet. Hun har sagt farvel til det velkendte og fundet et miljø, der giver hende mulighed for at blive den spiller, hun gerne vil være. Arbejdet tager hun selv ansvar for. Men hun ved også, at det betyder noget, hvad man har adgang til. Derfor ønsker hun ikke kun, at flere piger tør tage chancen i udlandet. Hun ønsker også, at det bliver lettere at komme på is herhjemme. Straffeslaget mod Japan kan give en ung spiller noget at drømme om. Frederikkes fortælling viser, hvad der ligger bag. For lysten til at blive bedre er én ting. Muligheden for at øve sig er en anden. Og den fortjener opmærksomhed, også når VM er forbi.

Vil du læse flere nyheder som denne?

Følg os på Google med ét klik på knappen herunder – du bliver her på siden.

Følg os på Google
Læs mere om Ishockeylandsholdet

Læs også

Seneste nyt