Hvis du ikke fik læst del 1, kan du klikke HER.
Nogle importspillere oplever ikke meget andet end skøjtehallen og hjemmet, før kontrakten fører dem videre. Sådan skal det ikke være for Casey og hans kone. De har allerede besøgt flere steder i Nordjylland, samlet over 200 anbefalinger og besluttet, at Danmark skal opleves, mens muligheden er der.
Hvorfor er det så vigtigt for dig at komme ud og opleve landet, mens du spiller her?
Sidste år havde jeg en holdkammerat, som lod sin bil stå ved hallen hele året. Jeg spurgte, hvorfor han ikke brugte den, og han svarede: Hvorfor skulle jeg? Vi var i Østrig – Schweiz lå 20 minutter væk, Italien 30 minutter mod syd og Tyskland 30 minutter mod nord.
Jeg tænkte: Mener du det alvorligt? Du går glip af en fantastisk mulighed, som du kun får i en begrænset periode af dit liv. Ellers kommer det til at koste dig 5.000 euro at rejse tilbage og betale for hotel. Om nogle år, når man er færdig med at spille hockey, bliver det meget sværere at komme tilbage og gøre de ting.
Hvordan har du og din kone grebet jeres egen udforskning af Danmark an?
Vi begynder her i Nordjylland. Vi tager måske også på andre ture, men vi nyder virkelig at forsøge at fordybe os så meget som muligt. Min kone har det på samme måde. Vi har allerede været lidt rundt og kunne virkelig godt lide Blokhus og Skagen.
Når vi får fri, har vi listen. Jeg har nu mere end 200 markeringer med steder, restauranter og museer. Vi vil først og fremmest opleve Danmark, før vi eventuelt tager på ture til andre lande. Vi vil bestemt ikke gå glip af det, Danmark har at byde på.
Hvilket tidligt øjeblik i Aalborg har sat sig særligt fast hos dig?
Vores første oplevelse af Aalborg var virkelig speciel. Midtbyen var meget større, end vi havde troet, og der var så meget at se. Det var en solrig fridag efter en hård træningsuge. Min kone og jeg gik rundt og sugede byen til os og forestillede os vores nye liv her det næste år. Vi spiste en god frokost og fik softice – helt præcist softice, ikke bare is.
Hvad har danskernes reaktion betydet for jeres planer?
Da jeg lagde min første video med vores dagligvareindkøb op, fik den omkring 300.000 visninger. Folk skrev, at vi skulle besøge den ene eller den anden butik og prøve forskellige ting. Vi arbejder os stadig gennem listen.
Da jeg selv trådte frem og bad folk om råd, strømmede svarene ind – blandt andet med mere end 200 markeringer på mit kort. Anbefalingerne har været en stor hjælp til at finde frem til de bedste steder. Det virker næsten, som om man ikke kan gå helt galt.
“We can’t skip out on Denmark for sure.”
For Casey er opholdet i Danmark en mulighed, der ikke kan gemmes til senere. Tak til Casey for at dele historien om bilen, der aldrig blev brugt, listen med over 200 steder og den første fridag i Aalborg. Hockeymagasinet følger hans rejse videre gennem sæsonen. I den tredje artikel handler det om mennesket, der ikke vil reduceres til betegnelsen ”Amerikansk importspiller”.





























