Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

IIHF advarer om store udfordringer efter CAS-kendelse

Det Internationale Ishockeyforbund, IIHF, fastholder sin uenighed med Sportsverdenens Voldgiftsret (CAS), efter at CAS har pålagt forbundet at tillade russiske hold i de kommende IIHF-turneringer.

I et nyt statement onsdag skriver IIHF, at forbundet fortsat vurderer konsekvenserne af kendelsen og er i dialog med de nationale forbund, arrangører, værtsmyndigheder og andre interessenter.

Visum, sikkerhed og turneringsformat skaber problemer

Ifølge IIHF giver en øjeblikkelig tilbagevenden for de russiske hold betydelige praktiske og sportslige udfordringer. Forbundet fremhæver blandt andet visum- og indrejsekrav, sikkerhedsforanstaltninger, logistiske begrænsninger og mulige ændringer af turneringsformaterne.

Udfordringerne bliver ifølge IIHF større, fordi der er begrænset tid til at finde løsninger, og nogle turneringer nærmer sig.

– Den globale betydning af CAS-panelets afgørelse og de udfordringer, den skaber for alle involverede, blev i betydelig grad undervurderet, skriver IIHF i statementet.

Forbundet undersøger næste skridt

IIHF oplyser, at sikkerheden for spillere, holdledere, officials og tilskuere fortsat er den vigtigste prioritet. Samtidig skal turneringerne kunne afvikles, og konkurrencernes sportslige integritet skal beskyttes.

Udmeldingen kommer, efter at flere nationale forbund har sagt, at deres hold ikke vil spille mod Rusland, mens sponsorer har varslet ændringer eller overvejer deres støtte, hvis russiske hold deltager. IIHF skriver, at man er opmærksom på udmeldingerne og analyserer forskellige scenarier.

Forbundet har endnu ikke meldt ud, hvordan man konkret vil håndtere situationen. IIHF skriver, at der vil komme flere oplysninger i de kommende dage.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder