Der venter et vaskeægte topbrag i Metal Ligaen søndag eftermiddag klokken 15:00, når Herning Blue Fox tager imod ligaens aktuelle duks, Frederikshavn White Hawks. Forud for det prestigefyldte opgør har Sport Herning talt med værten på podcasten Førstekæden, Kasper Buch, og han er klar i mælet om det nordjyske mandskabs chancer.
Selvom Casper Stockfisch’ tropper i øjeblikket fører Metal Ligaen, forventer Buch ikke, at vendelboerne kan opretholde det imponerende momentum gennem en hel sæson. Værterne i det midtjyske spås at give topholdet en særdeles svær opgave.
Over for Sport Herning sætter Buch ord på sine forventninger til White Hawks’ sæsonforløb:
“Frederikshavn har værktøjerne til at gøre ondt på alle hold, og det er ikke helt utænkeligt – hvis de kan fastholde den nuværende form – at de kan spille med i toppen. Men jeg antager, at de går »kolde« på et tidspunkt,” lyder den kontante vurdering fra podcastværten.




























