Allerede fra fødslen har ishockeyen været en tæt del af Phillip Schultz’ liv, så da han som fireårig første gang tog sine første skøjteløb, var der ingen tvivl.
Mor var ishockeyspiller, far var ishockeyfan, og morfar var materialemand på eliteholdet i Rødovre, som også har skabt en del historier om, hvordan han som lille sov i en indkøbsvogn i omklædningsrummet, mens eliteholdet spillede, fortæller Phillip Schultz til Herning Folkeblad med et bredt smil.
I denne sæson har han skiftet Esbjerg ud med Herning og lavede et mål i den første kamp mod sin tidligere klub. Da han stoppede i Esbjerg, roste klubben ham for hans altid høje humør og måde at møde spillerne og fansene på. Nu er humøret så flyttet med til Herning.
Havde brug for nye udfordringer
Efter fem år i Esbjerg samt et lejeophold i svenske Mora undervejs havde den 26-årige angriber brug for nye udfordringer. Turen gik mod Herning, hvor han håber at kunne bevise sig selv på en anden måde, end hvad han var vant til i den gule trøje.
Man er mere på tæerne, når man kommer til et nyt sted. Det er nye øjne der kigger på én. Selvom jeg kender mange her skal jeg også vise, hvem jeg er og bevise mig selv på en anden måde. Det trængte jeg til. Vurderer Phillip Schultz, som er en af de fire Rødovre-drenge på det herningensiske mandskab i denne sæson.
Spilleglæden bobler dagligt
Selvom opstarten på en ny sæson er knaldhård fysisk, er der uden tvivl spilleglæde at finde hos den nye Blue Fox-angriber.
Opstarten har været god. Det er også lidt det med at være et ny sted. I stedet for at tænke, at det bare er “preseason” og noget, der skal overstås, og så ellers glæde sig til sæsonen starter, så har man der der drive i sig og glæder sig hver dag
Og udover glæden har man også motivationen, som bliver drevet af de mål og ambitioner, han arbejder for. Han vil vinde trofæer med Blue Fox.
Alle steder, jeg har været, har jeg prøvet at jagte titler, og jeg har ikke nogen. Den dag, man stopper, så er det jo titler, man vil huske tilbage på, og det ærgrer mig, at jeg ikke har vundet nogen. Men det gør også, at jeg har det som drivkraft i mig hver dag. Det er ingen hemmelighed, at jeg håber meget på at jeg får det mesterskab med Blue Fox, og heldigvis kan jeg mærke at alle i klubben har de samme ambitioner som mig. konstaterer Phillip Schultz til Herning Folkeblad.
Han mener også, at selvom man for første gang i 14 år har vundet guldet igen, kan det ikke mærkes på stemningen i omklædningsrummet. Her bliver der snakket mere om, at målet er at gøre det igen i år, og det bliver set positivt på af den nye angriber, som også fornemmer, at det kun er sundt for omklædningsrummet, da kunsten ligger i at vinde flere gange.
Vil gerne prøve udlandet igen
På den lange bane har den erfarne angriber også en drøm og ambition, der motiverer ham. Han vil gerne til udlandet igen.
Nu har jeg prøvet det to gange. Som junior var den en fantastisk oplevelse, mens jeg senere havde en lidt uheldig tur til Sverige. Så jeg vil rigtige gerne prøve det igen.
Jeg kunne godt tænke mig at komme sydpå. Noget Tyskland eller Østrig. Det er i hvert fald ambitionen. Men nu må vi se, om det rækker til det, siger han med et smil.
Stærk støtte på hele rejsen
Selvom drømmen om udlandet stadig lever, er det i første omgang Kvik Hockey Arena og den blågule Herning-trøje, der tænder ishockeylyset i hans øjne.
Imens hockeysæsonen for alvor træder i gang, sker der også et højdepunkt i privatlivet med kæresten Caroline, som også er fra Rødovre og har været med på sidelinjen hele ishockeyrejsen. Sammen venter de nu en datter.
Jeg har den største support, man kan ønske sig. Jeg får lov til at gøre det bedste for min karriere og kan altid regne med støtte fra hende. Heldigvis er hun også landet godt nu.
Det har måske ikke været det mest “smooth”-forløb som gravid at begynde i Esbjerg, være hjemme i Rødovre over sommeren og nu her i Herning. Vi har fået set nogle forskellige hospitaler. Men alt ser heldigvis ud til at gå godt.
Nummeret er holdt ved, og det med en helt bestemt grund
Når Phillip Schultz trækker den blågule trøje over hovedet, er det stadig med det velkendte nummer 72 på ryggen, og det er der en helt særlig grund til.
Det er en hyldest til min far (Jesper). Dengang, jeg var helt ung, og man ikke kunne vælge sit eget nummer, sagde jeg til ham, at når jeg får chancen, så tager jeg nummer 72 for ham, fordi han er født i 1972 – så det er blevet mit nummer.
Fra en indkøbsvogn i omklædningsrummet i Rødovre til den blågule trøje i Herning er historien stadig i gang. Nu handler næste kapitel om at jagte det trofæ, der endnu mangler i samlingen – med nummer 72 på ryggen, familien på sidelinjen og en ny ambition i Herning.
Kilde: herningfolkeblad.dk / Hockeytime Magasinet
