LiveMest læste ishockeynyheder

UdforskVores mest populære nyhedssider

Ishockey

Nikita Bergmann: »Min store drøm er at få chancen for at spille i PWHL«

På isen skrev de historie. Men hvem er spillerne bag landsholdstrøjen, og hvordan ser livet ud, når VM på hjemmebane er forbi? Efter de danske kvinders historiske kvartfinaleplads går Hockeymagasinet i fire interviews tæt på hverdagen, drivkraften og vilkårene bag præstationerne – og på det, der får spillerne til at blive ved.

Landsholdstrøjen fortæller kun en del af historien om Nikita Bergmann. Hun var med, da Danmark nåede en historisk VM-kvartfinale på hjemmebane, og mod Japan scorede hun målet, der satte gang i det danske comeback. Men bag det øjeblik i rampelyset findes en hverdag, som sjældent får samme opmærksomhed. Det er her, hendes fortælling åbner et vindue til dansk kvindehockey.

For 18-årige Nikita har drømmen allerede ført hende fra Rødovre til Skellefteå. Siden flytningen i 2024 har hun spillet i den bedste svenske række, men livet i Sverige handler også om online skole, vasketøj og dage, hvor hun helst ville hjem til mor og far. Derfor handler samtalen ikke kun om, hvor langt hun vil nå med hockeyen, men også om det, hun har valgt fra for at give drømmen plads. Og om det fællesskab, hun håber kan få flere piger til at blive i sporten.

Drømmen og hverdagen

– Mod Japan scorede du målet, der satte gang i det danske comeback, og kampen endte med en straffeslagssejr, som blev afgørende for jeres plads i kvartfinalen. Hvis du tager os tilbage til den aften, hvilket øjeblik står så stærkest for dig – og hvad fortæller det om det hold, du er en del af?

Det må nok være, da vi vandt på straffe. Det er noget, man ikke bare lige glemmer. Den følelse af at se pucken gå ind, og det går op for os, at vi faktisk har vundet kampen, er helt speciel. Jeg synes også, det fortæller rigtig meget om vores hold, og hvordan vi kæmper for hinanden. Selvom vi er bagud 2-0, gav vi aldrig op, og vi viser, at det stadig er muligt at komme tilbage og vinde kampen.

– Du flyttede fra Rødovre til Skellefteå for at give hockeyen en større plads i dit liv. Hvis vi fulgte dig på en helt almindelig hverdag i Sverige, hvad ville vi så opdage om livet bag landsholdstrøjen – og hvornår mærker du tydeligst, hvorfor du har valgt netop det liv?

En helt almindelig hverdag i Sverige kan se meget forskellig ud, men den består selvfølgelig mest af hockey. Ved siden af hockeyen har jeg også min online skole, som jeg skal fokusere på. Det kan godt nogle gange være lidt svært at få det hele til at hænge sammen. Jeg tror heller ikke altid, folk tænker over, hvor meget der egentlig følger med, når man bor alene i et andet land. Man skal selv sørge for alle de praktiske ting som madlavning, rengøring og vasketøj, samtidig med at man skal passe sin træning og skole.

Der er nogle dage, hvor det hele godt kan blive lidt hårdt, og hvor man egentlig bare har lyst til at komme hjem og bo hos mor og far igen.

Men så tænker jeg også på, hvorfor jeg valgte at tage til Sverige, og hvorfor jeg spiller ishockey. Det gør jeg jo, fordi jeg elsker det, og fordi jeg gerne vil blive bedre hver dag, udvikle mig og hele tiden opleve nye ting. Og ikke mindst fordi jeg gerne vil se, hvor langt jeg kan nå med hockeyen. Min store drøm er at få chancen for at spille i PWHL.

– Du drømmer om at spille i den bedste liga i USA, men du har også måttet vælge tid med vennerne fra for at prioritere hockeyen. Hvad har været sværest at give afkald på, og har du været i tvivl om, hvorvidt drømmen er det værd – og hvis du en dag når dertil, hvad ville du så ønske, du kunne fortælle den yngre Nikita om vejen derhen?

Det har selvfølgelig været svært at skulle sige nej til mange ting, fordi jeg skulle til træning eller kamp. Især da jeg gik i folkeskolen, var det ikke altid lige sjovt, fordi jeg næsten hele tiden måtte sige nej til at være sammen med mine venner. Men noget af det sværeste har nok været at skulle sige farvel til mine venner og min familie, da jeg flyttede til Sverige. Det var helt vildt hårdt, fordi jeg vidste, at jeg ikke længere bare kunne se dem, når jeg havde lyst.

Der har selvfølgelig været tidspunkter, hvor jeg har tænkt over, om det virkelig var det her, jeg ville.

Men inderst inde har jeg altid vidst, at det er det, jeg gerne vil. Der vil altid være nogle hårde dage, hvor man bare har lyst til at give op, men så tænker jeg på, hvor langt jeg allerede er kommet, hvad jeg drømmer om, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at nå dertil, hvor jeg er i dag.

Jeg tror, at hvis jeg en dag får chancen for at spille i PWHL, ville jeg fortælle den yngre Nikita, at jeg er stolt af hende, og at hun aldrig skal give op på sine drømme. Der kommer til at være både op- og nedture hele vejen igennem, men hun skal huske at nyde hvert eneste sekund, fordi tiden går så hurtigt. Og alle de ting, hun kommer til at opleve og gå igennem, er med til at gøre hende til den spiller og person, hun bliver.

– Hvordan mener du, at opmærksomheden fra VM kan bruges til at udvikle dansk kvindehockey og få flere unge piger til at prøve sporten – og når du tænker tilbage på din egen vej ind i hockeyen, hvad tror du så er afgørende for, at de ikke bare prøver, men også får lyst til at blive?

Jeg håber, at VM har været med til at åbne flere menneskers øjne for kvindeishockey og vise, at ishockey ikke kun er for drenge, men i lige så høj grad også for piger. Jeg håber også, at det har givet flere unge piger lyst til selv at starte til ishockey.

Jeg tror, det vigtigste for pigerne er, at de føler sig velkomne og får en god oplevelse fra starten, og at de får nogle gode venner. For hockey handler ikke kun om selve sporten, men også om det fællesskab, der er omkring den. Holdet bliver ligesom en familie for en. Så jeg tror også, at hvis man har det sjovt og føler sig som en del af holdet, får man også lyst til at blive ved.

Det er let at få øje på Nikitas store drøm. Sværere er det at se, hvad det kræver at holde fast i den på de dage, hvor hun allerhelst vil hjem til mor og far. Hun lægger ikke skjul på savnet. Kærligheden til hockeyen får ikke savnet til at forsvinde, men giver hende en grund til at blive ved.

Om hun en dag når PWHL, ved hun endnu ikke. Men når hun forestiller sig, hvad hun så ville sige til den yngre Nikita, handler det ikke først om mål eller sejre. Hun ville fortælle hende, at hun er stolt af hende – og minde hende om at nyde tiden undervejs. Netop den tanke bliver hængende: Midt i alt det, hun arbejder for at blive, skal der også være plads til at være den unge Nikita, der elsker at spille hockey.

Vil du læse flere nyheder som denne?

Følg os på Google med ét klik på knappen herunder – du bliver her på siden.

Følg os på Google

Læs også

Seneste nyt

LiveMest læste fodboldnyheder

LiveMest læste håndboldnyheder