Ny begyndelse i Odense: Emil Zetterquist jagter både kemi, tryghed og titler.
I august sætter Hockeymagasinet fokus på Metal Ligaens importspillere – både de nye ansigter i dansk ishockey og dem, vi allerede kender fra tidligere sæsoner.
Denne gang handler det om svenske Emil Zetterquist, der allerede kender Metal Ligaen efter to sæsoner i Herlev, men nu tager hul på et nyt kapitel i Odense. For målmanden handler klubskiftet ikke kun om en ny trøje, men også om nye relationer, et nyt defensivt system og jagten på den kemi, der skal skabe tryghed både foran og omkring ham.
Du kender allerede Metal Ligaen og dansk hockey efter dine to sæsoner i Herlev. Hvad motiverer og glæder du dig mest til ved at tage hul på en ny sæson i Danmark – denne gang i Odense?
Hver gang man skifter hold, starter man forfra. Jeg ser frem til en ny begyndelse med et rigtig godt hold og til at kæmpe om en mesterskabstitlen.
Når man som målmand skifter klub, handler det ikke kun om nye holdkammerater, men også om nye relationer, rutiner og et nyt defensivt system. Hvad bliver vigtigst for dig i forhold til hurtigt at finde dig til rette i Odense?
Som målmand er samspillet med forsvaret det vigtigste af alt. Ingen målmand i verden kan selv gå vindende gennem en sæson. Det gør man sammen som et hold. Det vigtigste for mig er at opbygge en god kemi med mit forsvar ved at tale sammen som holdkammerater, så alle ved, hvad der kræves af hinanden, både på og uden for isen.
Når fansene i Odense ser dig i målet denne sæson, hvilken del af dit spil håber du så bedst viser, hvem du er som målmand – og hvorfor er netop den del vigtig for din identitet på isen?
Jeg håber, at fansene ser min ro, og at den giver dem tillid til mig. Jeg ønsker, at når de ser mig på isen, skal de føle, at vi kommer til at vinde.
Når du ser tilbage på sæsonen om nogle år, hvad skal der så være sket – ud over sejre og statistikker – for at du vil kalde den en succes?
Hvis jeg i løbet af denne sæson finder en kærlighed til Odense som by og forening, så er alt gået, som det skal. For mig handler hockey lige så meget om at opleve nye steder og lære nye mennesker at kende, som det handler om at konkurrere og vinde.
For Emil Zetterquist handler skiftet til Odense om mere end en ny sæson i Metal Ligaen. Det er en mulighed for at starte på ny, bygge stærke relationer op omkring sig og blive en del af både en by og en forening, hvor jagten på resultater går hånd i hånd med oplevelsen af et nyt hockeykapitel.
Hockeymagasinet takker Emil Zetterquist for hans tid og svar. Serien om Metal Ligaens importspillere fortsætter den kommende tid med flere profiler fra den danske liga.
Bemærkning: Svarene i artiklen er oversat af HM fra svensk til dansk.






























