Live – Mest læste ishockeynyheder

Patrick Andersen

Piftet ud af arenaen: Amerikansk legende hånet forud for Hall of Fame-hæder

NHL-legenden Keith Tkachuk blev mødt af massive buh-råb i Toronto forud for sin optagelse i Hockey Hall of Fame efter sønnerne Brady og Matthews eskapader i Canada.

Det var alt andet end stående klapsalver, der mødte den amerikanske ishockeylegende Keith Tkachuk, da han natten til mandag trådte ud på isen i Scotiabank Arena forud for den traditionsrige Hockey Hall of Fame-kamp mellem Toronto Maple Leafs og New Jersey Devils.

Hvor de øvrige nyligt indvalgte profiler – herunder Torontos gamle rival, Montreal Canadiens-ikonet Carey Price – modtog stor hyldest fra tribunerne, blev Keith Tkachuk mødt af massive og højlydte buh-råb fra det canadiske publikum.

Reaktionen bunder i høj grad i sønnerne Matthew og Brady Tkachuks status som nogle af de mest provokerende og forhadte skikkelser i canadisk ishockey. Begge brødre var med til at besejre netop Canada i OL-finalen i Milano Cortina 2026, Matthew har to gange knust Edmonton Oilers’ Stanley Cup-drømme, og Brady skabte i sommer massiv røre ved at forlade rollen som anfører i Ottawa Senators for at genforenes med sin bror hos Florida Panthers.

“Tid for Ottawa til at komme videre”

Keith Tkachuk kommenterede for nylig selv sønnens omdiskuterede exit fra den canadiske hovedstad i et interview med The Athletics Chris Johnston:

“Ja, det var interessant. Jeg bærer ikke nag mod nogen. Sådan noget sker. Det er stadig min søn. Jeg ville ønske, at Panthers havde spillet bedre. Jeg var faktisk mere skuffet over, hvor dårligt de spillede, mens Ottawa gjorde det godt. De udtrykte deres mening,” lød det fra Keith Tkachuk, som tilføjede:

“Brady er kommet videre, vi er kommet videre. Det er på tide, at Ottawa kommer videre.”

Keith Tkachuk var i sin aktive karriere bestemt heller ikke bange for at gå til vaflerne. Den hårdtslående powerforward noterede sig for hele 2.219 udvisningsminutter i NHL (nummer 41 på alle tiders liste), men præsterede sideløbende 538 mål og 527 assists for 1.065 point over 1.201 kampe for Winnipeg Jets, Phoenix Coyotes, St. Louis Blues og Atlanta Thrashers.

Mandag aften venter dog et langt mere værdigt øjeblik, når han officielt optages i Hockey Hall of Fame sammen med stjerner som Carey Price, Patrice Bergeron, Pekka Rinne, Cindy Curley og Brian Burke.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder