Inden kampen søndag d. 4 december vil Rungsted Seier Capital frede tre trøjenumre og samtidigt hænge de tre trøjer op på væggen i Bitcoin Arena.
Det drejer sig om #4 Joachim Holten-Møller, #13 Morten Green og #15 Nikolaj Rosenthal.
Rungsted giver flg. begrundelse for fredningen på deres hjemmeside:
#4
Trøjen har med få undtagelser været båret af familien Holten Møller gennem næsten hele klubbens historie.
Det startede med Otto Holten Møller, så blev det hans søn Per Holten Møller og efterfølgende har både Mikkel,- og Joachim Holten Møller båret det ikoniske trøjenummer hos Rungsted.
Per har båret trøjen i 18 sæsoner og Joachim har båret den i 14 sæsoner.
Trøjen kommer op til ære for familien Holten Møller, og alt hvad den har betydet for ishockeyen i Rungsted hvor per stadig er ungdomstræner i en alder af 70 år.
#13
Denne trøje har været båret af Morten Green, og selvom han “kun” har spillet seks senior sæsoner i Rungsted, har han været en ambassadør for klubben med sine 16 sæsoner i udlandet, 19 senior VM-turneringer i træk, heraf de sidste syv sæsoner som kaptajn.
Morten var i mange år den yngste spiller til at score i den bedste danske ishockey række, indtil rekorden blev slået i 2014 af Jonas Røndbjerg.
#15
Sidst men absolut ikke mindst kommer den eneste af de tre spillere som ikke har haft sin opvækst i Rungsted.
Nikolaj Rosenthal kom til klubben fra genstarten i 2013, og tilbragte de efterfølgende ni sæsoner i den blå trøje, inden karrieren stoppede tidligere på året.
Fire gange blev Nikolaj måltopscorer for Rungsted, og i 18/19 sæsonen for ligaen med hele 39 mål.
Med 177 mål og 316 point totalt for Rungsted, er Nikolaj den dansker der har lavet flest mål og flest point for Rungsted gennem tiderne, kun overgået at Leonid Trukhno.






























