Aalborg Pirates satte et solidt punktum for pre-season med en storsejr på 7-1 over HC Dalen. Den nytilkomne angriber Lucas Andersen glæder sig over holdets formkurve og frygter ikke truppens fravær frem mod fredagens ligastart mod ærkerivalerne fra Frederikshavn White Hawks.
Den 25-årige forward åbnede selv scoringen i storsejren over svenskerne, som ifølge Andersen primært blev afgjort i overtalssituationerne.
“Det var en relativt lige kamp, udover når vi kom i powerplay, hvor vi scorede seks mål. Det var lige i fem mod fem, men vi var bedre i special teams,” fortæller Lucas Andersen i et interview på Aalborg Pirates’ Facebook-side.
Om sit eget åbningsmål til 1-0 forklarer han beskedent:
“Pucken røg lidt heldigt ud nede ved hjørnet, og så hakkede jeg til den, og så gik den ind.”
Sejren over HC Dalen var aalborgensernes sidste test forud for premien i Metal Ligaen på fredag mod Frederikshavn White Hawks. Selvom Pirates har måttet undvære deres tre nordamerikanske forstærkninger og Lasse Bo gennem opstartskampene, samt så Carstensen udgå undervejs i generalprøven, vækker situationen ingen panik hos Andersen.
“Jeg tror ikke, det betyder det store. Jeg tænker, de er gode nok til at kunne finde ud af at komme ind i systemet. De har fået lov til at træne med i tre uger, så det tænker jeg ikke er et problem,” siger Lucas Andersen.
Han melder sig overordnet godt tilfreds med klubskiftet og holdets udgangspunkt forud for premieren i Vendsyssel.
“Jeg er blevet taget godt imod. Det er en stor klub og en professionel organisation, så jeg er glad for at være her. Vi står et okay sted og har haft tre gode uger til at arbejde på vores system. Det bliver dejligt at komme i gang igen og spille kampe, der betyder noget,” lyder det fra Pirates-spilleren, som forventer en tempofyldt premierekamp på fredag.





























