Live – Mest læste ishockeynyheder

Patrick Andersen

Svensk klub straffet efter pyrokaos

Svenska Ishockeyförbundet straffer Djurgårdens IF med et flageforbud til holdets næste syv udekampe efter afbrænding af pyroteknik mod Brynäs.

Svenska Ishockeyförbundets tävlingsnämnd har mandag fældet en hård dom over Djurgårdens IF. Efter at klubbens tilhængere antændte adskillige blinkbengaler forud for udekampen mod Brynäs den 15. oktober, straffes klubben nu med et totalt forbud mod supporterartikler – herunder flag og bannere – til holdets kommende syv udebanekampe.

Urolighederne i Gavlerinken betød dengang, at kampstarten måtte udskydes, mens spillerne blev sendt i omklædningsrummet, og udebaneafsnittet blev rømmet for tilskuere. Episoden mødte skarp kritik fra TV4-eksperten Staffan Kronwall, der kaldte aktionen for “et egoistisk valg”, som saboterede for holdet.

Sanktionen træder i kraft torsdag den 12. november i udekampen mod Färjestad BK og løber helt frem til den 30. december, hvor Djurgården netop gæster Brynäs IF igen. I den mellemliggende periode må DIF-fansene ikke medbringe nogen former for visuelle remedier på udebaneafsnittene.

Djurgårdens IF oplyser på sin hjemmeside, at klubben agter at anke kendelsen fra disciplinærinstansen.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder