Inden sæsonen skiftede Thomas Vilstrup Andersen måske lidt overraskende fra Herning Blue Fox til Aalborg Pirates. Vilstrup, der har sin hockeyopvækst i Herning, havde inden skiftet til Aalborg ikke spillet hos en anden klub end Herning IK og Herning Blue Fox i karrieren. Dog fortryder forwarden ikke sit skifte til den nordjyske klub.
“Det har været en øjenåbner for mig at komme ud. Jeg havde nogle gode år i Herning, men det har været godt til mig at komme ud og møde nye folk og gøre tingene på nye måder”, fortæller Vilstrup til Herning Folkeblad.
Skiftet har også betydet, at Vilstrup lige pludselig har skullet spille mod Herning og dermed nogle af hans tidligere holdkammerater. Det er en situation, som stadig er lidt speciel for forwarden.
Næste gang Vilstrup igen står over for sine tidligere holdkammerater er i aften, når Aalborg hjemme tager imod Herning til kampstart 19:30. Her lover Andersen, at det nordjyske mandskab kommer ud med en energi, der minder om den der ses i slutspillet:
“Jeg er sikker på, det bliver en fed kamp med masser af tilskuere i hallen. Det kommer til at minde om slutspillet. Der bliver tryk på”, fortæller forwarden til Herning Folkeblad.
Indtil videre er Andersen noteret for 2 mål og 5 assists i 38 kampe.






























