Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Udtalelse fra Danmarks Ishockey Union om CAS’ afgørelse

Pressemeddelelse:

Den Internationale Sportsdomstols (CAS) afgørelse om russiske landsholds tilbagevenden til international ishockey har skabt debat og reaktioner i flere lande.

Nu har Danmarks Ishockey Union (DIU) også udsendt en officiel udtalelse om afgørelsen og dens mulige konsekvenser for dansk ishockey.

Herunder bringer Hockeymagasinet DIU’s udmelding i sin fulde og uredigerede ordlyd:

Danmarks Ishockey Union (DIU) har noteret sig afgørelsen fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som giver russiske landshold adgang til IIHF’s mesterskaber i sæsonen 2026/27.

DIU deler Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) skuffelse over afgørelsen. Vi fordømmer Ruslands krig mod Ukraine, og DIU’s holdning er uændret: Russiske landshold bør ikke deltage i international ishockey under de nuværende omstændigheder.

CAS er sportens øverste juridiske instans, og DIU respekterer afgørelsen. Det ændrer dog ikke ved, at vi er uenige i den.

DIU deler desuden Danmarks Idrætsforbunds bekymring for, at russisk deltagelse i internationale mesterskaber bruges til at normalisere Ruslands forhold til omverdenen.

Afgørelsen har betydelige praktiske konsekvenser for mesterskaber, hvor planlægningen allerede er langt fremme. DIU bakker op om IIHF i arbejdet med at vurdere de næste skridt.

Sikkerhed og tryghed for alle involverede parter – herunder spillere, fans, sponsorer, vores VM og IIHF er stadig vores topprioritet.

Når konsekvenserne står klart, vil DIU i tæt dialog med Danmarks Idrætsforbund tage stilling til, hvad afgørelsen betyder for dansk ishockey.

Afgørelsen omfatter ikke IIHF Kvinde-VM 2026 i Herning og Esbjerg, som gennemføres som planlagt.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder