I Hockeymagasinets artikelserie møder vi unge danske spillere, der har forladt de trygge rammer herhjemme for at forfølge udvikling, uddannelse og hockeydrømme i udlandet. Vi undersøger, hvad der førte dem af sted, hvordan hverdagen ser ud langt hjemmefra, og hvilke afsavn der følger med.
Denne gang gælder det Andreas Jørgensen, der frem til 2024 havde Esbjerg som sin faste ishockeyramme. Først førte ambitionerne ham over Atlanten til Elite Hockey Academy i USA. Efter en sæson fortsatte rejsen til Olofströms IK i Sverige.
Her bevæger han sig mellem U20 og seniorhockey i Hockeytvåan, hvor der stilles forskellige krav til hans tempo, fysik og ansvar. Men udviklingen foregår også uden for isen, hvor livet i udlandet kræver selvstændighed og evnen til at håndtere savnet af familie og venner.
Ville udfordre sig selv i USA
Frem til 2024 var Esbjerg rammen om din ishockey – så gik turen til Elite Hockey Academy i USA. Hvad fik dig til at tage springet ud af de velkendte rammer, og hvad håbede du, at opholdet kunne tilføre din udvikling?
– Jeg havde lyst til at prøve noget nyt og udfordre mig selv. Jeg havde spillet i Esbjerg hele mit liv, så jeg syntes, det kunne være fedt at komme ud og opleve noget andet.
– Jeg ville gerne udvikle mig som spiller og blive bedre både på og uden for isen. I USA fik jeg også mulighed for at blive mere selvstændig og prøve at klare mig uden min familie tæt på. Jeg håbede selvfølgelig også på at blive en bedre hockeyspiller og få nogle nye erfaringer med mig videre.
Forskellige hold kræver forskellige roller
Efter en sæson i USA fortsatte rejsen til Olofströms IK, hvor du siden 2025 har spillet på både U18, U20 og i Hockeytvåan. Hvordan er det at skulle bevæge sig mellem forskellige hold og niveauer – og hvor mærker du tydeligst, at det stiller krav til dig som spiller?
– Det er meget forskelligt fra hold til hold, og det synes jeg faktisk er en af de ting, der har gjort mig bedre. Når jeg spiller på et højere niveau som Hockeytvåan, bliver jeg presset mere på tempo og fysik, og jeg skal tænke hurtigere.
– Når jeg spiller på U20, kan der være andre ting, jeg skal tage ansvar for, som at jeg skal være med til at løfte holdet og være en af de ledende spillere på holdet. Så der er stor forskel på, hvilket hold jeg spiller på, og hvad de kræver af mig som spiller.
Et opkald hjem hjælper på savnet
Når du bor og spiller i udlandet, er du væk fra familie, venner og den hverdag, du kendte hjemmefra. Hvad savner du mest i det daglige – og hvad gør du på de dage, hvor afstanden til dem derhjemme mærkes ekstra tydeligt?
– Det er klart, at når man flytter hjemmefra og til et andet land, kommer man til at savne dem derhjemme. Men når man har de dage, hvor man savner dem lidt ekstra, hjælper det for mig at ringe hjem eller bare fokusere på hockeyen.
– Jeg ved jo godt, at det er en del af at gå efter sin drøm. Det hjælper også meget, at jeg har gode mennesker omkring mig her, så jeg ikke føler mig alene.
Drømmer om at leve af ishockeyen
Rejsen fra Esbjerg til USA og videre til Sverige er allerede blevet de første kapitler i din egen ishockeyhistorie. Hvad er den store drøm, du jagter – og hvor langt har du ambitioner om at nå med ishockeyen? Hvor ser du dig selv om fem år?
– Min store drøm er selvfølgelig at blive professionel hockeyspiller og nå så langt, som jeg overhovedet kan. Jeg ved godt, at det er en lang vej, og at det kræver meget arbejde og tålmodighed.
– Om fem år håber jeg, at jeg spiller professionel ishockey og er et sted, hvor jeg kan udvikle mig videre. Men lige nu handler det mest om at tage det skridt for skridt og blive bedre hver dag, og så må man se, hvor langt man kan nå.
Ét skridt ad gangen
Fra Esbjerg over USA til Olofström har Andreas Jørgensen søgt nye udfordringer for at komme tættere på drømmen. Undervejs har han både skullet udvikle sit spil og lære at få hverdagen til at fungere langt hjemmefra.
Ambitionen er at blive professionel, men lige nu er fokus på det daglige arbejde. Én træning og én kamp ad gangen skal bringe ham videre.
Kort om Andreas Jørgensen
- Navn: Andreas Jørgensen
- Alder: 18 år
- Position: Forward
- Klub: Olofströms IK
- Ungdomsklub: Esbjerg































