For et par uger siden skøjtede Kirill Starkov rundt med NHL drengene fra Columbus Blue Jackets til training camp, i weekenden blev han vraget til Syracuse Crunch’s sæsonpremiere i AHL.
Det er naturligvis en skuffet Kirill Starkov, der til Politiken fortæller om situationen, hvor han blev vraget til kampen og istedet sendt til ekstra træning:
“Jeg har det rent ud sagt ad helvedes til med, at jeg ikke spillede i dag. Men nu ser vi, hvad der sker her i den kommende uge.”
“Jeg fik ikke at vide, hvorfor jeg ikke skulle spille. Træneren sagde bare, at de, som ikke skulle spille kamp, i stedet skulle skøjte en time. Så det blev til en del omgange. Nu har jeg været ekstramand i fjerdekæden på nogle træninger, så det var egentlig godt at få kørt lidt igennem, faktisk ligefrem dejligt.”
Det har heller ikke ligefrem været optimale betingelser for Starkov, at blive placeret i en meget fysisk betonet fjerde kæde, hvor der ikke bliver spillet meget ishockey. Starkov fortæller dog til avisen, at han forsøger, at holde optimismen og forventer at spille lørdag.






























