Efter en historisk sæson med hele 38 sejre glippede oprykningen til HockeyAllsvenskan akkurat på målstregen for svenske Hudiksvalls HC, da Visby trak det længste strå i finalen. Nu gør cheftræneren status forud for den kommende sæson, hvor målet er klokkeklart: Klubben skal hele vejen til tops, inden kontrakten udløber.
Den missede oprykning nager fortsat, men stoltheden over præstationerne i grundspillet er intakt.
“Det var en historisk sæson at vinde så ekstremt mange kampe. Desværre spillede vi ikke vores bedste ishockey i finaleserien. Fem mod fem var vi det bedste hold i alle kampe ifølge de underliggende tal, men forskellen lå i overtallet, hvor vi manglede skarphed, ligesom deres målmand stod stærkt. Små marginaler afgjorde det,” lyder evalueringen.
I sommerpausen tiltrak træneren sig konkret interesse fra HockeyAllsvenskan, hvor Kalmar henvendte sig i jagten på en afløser for Viktor Tuurala. Selvom skiftet ikke blev til noget, tyder meget på, at den igangværende sæson kan blive et sidste punktum i Hudiksvall for den sportslige ledelse.
“Aftalen udløber efter i år for hele den sportslige ledelse, så lige nu sidder vi på udløbende kontrakter. Drømmen fra starten var at bringe Hudiksvall op i Allsvenskan, og nu har vi været tæt på tre år i træk. Jeg håber, vi kan veksle det til oprykning til foråret. Hvad der sker derefter, må vi se på til den tid.”
Taktisk planlægger Hudiksvall ikke de store revolutioner forud for den nye sæson, men skarpheden i angrebszonen skal justeres:
“Vi vil være stærkere foran modstanderens mål. Vi havde for få backmål i sidste sæson, fordi fem mand ville have pucken på bladet. Vi skal lære at lave flere ‘grimme mål’, hvor pucken rammer en buks og går ind, i stedet for kun at gå efter klap-klap-ishockey.”
Træneren peger på Boden, Sundsvall og Lindlöven som de største konkurrenter i toppen, men lægger ikke skjul på egen favoritværdighed: Han spår Hudiksvall som vinder af den nordlige række og peger på nyerhvervelsen Viggo Nordström som både intern og samlet ligatopscorer.
Metal Liga-profiler skifter til oprykker – nu får klubben særlig dispensation
Det var Visby/Roma, der knuste Hudiksvalls oprykningsdrøm. Siden har oprykkeren hentet flere velkendte Metal Liga-navne og fået en nødvendig særordning for at kunne spille på det nye niveau.
Sidste hindring fjernet: Svenskere kan bygge ny arena
Visby/Romas oprykning har også sat gang i store planer uden for isen. Et mangeårigt arenaprojekt har passeret en afgørende forhindring og kan ændre klubbens fremtid markant.
Dansk profil på tavlen i svensk gyser: Hiver sejren hjem i absolut sidste sekund
Den nye HockeyAllsvenskan-klub har allerede vist, at den kan gøre livet svært for etablerede modstandere. Mod Oskarshamn blev en dansk profil involveret i en kamp med en dramatisk afslutning.






























