Frederikshavn kan glæde sig over at den stærke back Mads Bech Christensen er afklaret med sin fremtid, og der bliver ikke noget udenlandseventyr, og endnu bedre: Han bliver i Frederikshavn, idet kæresten har nedsat sig som selvstændig forretningsdrivende i byen.
Også fremtiden på landsholdet er Mads Bech afklaret med, idet det er blevet et foreløbigt nej til VM. Til kanalfrederikshavn siger han:
“Sådan som situationen ser ud nu, er jeg nødt til at takke nej til landsholdet. Det er sket efter lang tids overvejelser. Lige nu er det vigtigere for mig, at jeg er her, hvor jeg er nu “, siger den 27-årige White Hawks-back til Kanal Frederikshavn og fortsætter:
“Det handler også lidt om, at jeg skal give tilbage til min kæreste, som længe har levet under, at jeg har “bestemt” derhjemme på grund af min ishockey. Nu er det på tide, at jeg også giver lidt tilbage, nu da hun skal starte egen forretning her i byen. Så foreløbig har jeg aftalt med landstræneren, at jeg ikke er landsholdsaktuel i denne sæson, og så må vi se derefter”.
Sidste VM klarede Landsholdet sig uden den stærke back, da MB var skadet, nu ser det ud til at det godt kunne gå hen og blive permanent. 19 VM kampe er det blevet til.





























