Is hockeyforbundet i Belarus (FHB) retter nu en hård kritik mod Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) råd. Lørdag den 7. november valgte IIHF endnu en gang at udelukke belarusiske landshold fra både det kommende junior-VM og A-VM i Tyskland i 2027.
Udelukkelsen vækker voldsom harme i Minsk, da den falder blot få dage efter, at IIHF’s eget disciplinærudvalg gav Belarus medhold i en ankesag. Her underkendte udvalget rådets sanktioner fra juli 2026, da argumenterne om manglende sikkerhed ikke var bakket op af tilstrækkelig dokumentation. Det er anden gang i år, at disciplinærudvalget når frem til den konklusion og omstøder rådets beslutning.
FHB påpeger, at der fortsat er god tid til at løse de praktiske og organisatoriske detaljer frem mod maj 2027, og forbundet forbereder nu konkrete juridiske modtræk – herunder en sag ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Forbundsformand Aleksandr Bogdanovitj anklager IIHF for åbenlys forskelsbehandling og inkonsekvens:
“Beslutningen reproducerer i virkeligheden bare resultatet af den afgørelse, der blev annulleret: Landsholdene fra Belarus holdes igen ude af turneringerne, hvor det kun er begrundelsen, der ændres,” udtaler Bogdanovitj og fortsætter:
“Det rejser også store spørgsmål om inkonsekvens. IIHF begrunder udelukkelsen af Belarus med hensynet til at bevare turneringernes struktur og planlægning, men når det gælder Rusland, erklærer man, at man er nødt til at efterleve CAS-afgørelsen, hvilket ligeledes kræver ændringer i deltagerfeltet. Hvorfor samme tilgang ikke anvendes over for Belarus, forbliver ubesvaret.”




























