I et interview med Eishockey NEWS fortæller Wejse, at udnævnelsen betyder meget efter fem år i den nordtyske klub.
– Det betyder utrolig meget for mig. Bremerhaven har gennem de seneste fem år fået en helt særlig plads i mit hjerte, siger danskeren til Eishockey NEWS.
Wejse kom til Bremerhaven i 2021 og har siden udviklet sig til en markant skikkelse på holdet. Ikke kun på grund af sine offensive bidrag, men i høj grad også på grund af sin kompromisløse spillestil og villigheden til at stå op for holdkammeraterne.
Det har ifølge det tyske medie givet ham tilnavnet “krigeren” blandt klubbens fans.
Eishockey NEWS fremhæver samtidig nogle af de skader, danskeren gennem tiden har spillet videre efter eller hurtigt er vendt tilbage fra. Blandt andet nævnes et brud på kindbenet, et dybt sår ved øret og sågar en skade, hvor en del af næsetippen blev skåret af.
Den indstilling er også en del af forklaringen på, hvorfor Bremerhaven har valgt Wejse som ny kaptajn.
Sportsdirektør Sebastian Furchner fremhæver over for mediet, at en kaptajn ikke nødvendigvis behøver være den, der råber højest. For Bremerhaven handler det blandt andet om at være autentisk, tage ansvar og gå forrest, når tingene bliver vanskelige.
Her mener klubben, at Wejse passer godt ind.
Danskeren kender samtidig både organisationen og byen efter fem sæsoner i Bremerhaven og har opbygget stor respekt i spillergruppen.
Dermed bliver Christian Wejse den næste i rækken af markante kaptajner i Bremerhaven efter blandt andre Mike Moore og Jan Urbas.






























