Elias Pettersson startede skidt i sidste sæson, men han endte med at få en supergod sæson for Vancouver Canucks. Det forløb har han lært meget af.
I NHL er der rigtig meget, der handler om selvtillid. Det måtte Elias Pettersson sande i sidste sæson, for her kom Vancouver Canucks forwarden ikke godt i gang.
Han så nervøs og hæmmet ud i sit spil, men pludselig tog noget ved ham. Han endte med at lave 68 points, hvoraf de 51 kom i sidste halvdel af sæsonen.
Nu sætter Elias Pettersson så ord på den tid:
“Det var to meget forskellige udgaver af mig derude,” siger Elias Pettersson til NHL.com og fortsætter:
“Jeg startede ikke på den måde, jeg gerne ville. Jeg er dog vokset meget siden og har lært af, hvorfor det skete, og hvorfor anden halvdel af sæsonen pludselig blev meget god. Jeg er glad for, at jeg var igennem det, for jeg gar lært meget.”






























