Den 19-årige danske forward Mads Kongsbak Klyvø er blevet sat i forbindelse med et lejemål i den svenske HockeyAllsvenskan hos Västerås IK. Nu sætter klubbens sportschef, Peter Popovic, dog en dæmper på spekulationerne.
Den talentfulde dansker, der i sommer forlængede sin kontrakt med Frölunda HC på en toårig aftale, har haft svært ved at tilkæmpe sig fast istid på klubbens SHL- og CHL-mandskab i sæsonstarten, hvor det blot er blevet til strøminutter. Til gengæld har han bombet for klubbens U20-hold med syv point i fire kampe.
Torsdag rapporterede den svenske avis Expressen, at Västerås var blevet tilbudt at leje den unge dansker, og at interessen var gensidig, men at boligudfordringer midlertidigt blokerede for et skifte.
Over for Vestmanlands Läns Tidning (VLT) afviser sportschef Peter Popovic imidlertid, at en aftale er lige på trapperne:
“Jeg ved ikke, hvor aktuelt det er. Han tilhører jo Frölunda, og jeg antager, at han spiller og er med i truppen. Jeg ved ikke, hvor mange forwards de har, men de har sikkert skader og den slags. Det er vel måske ikke super aktuelt lige nu. Det er vel et navn, vi har hørt, egentlig ikke mere end det,” lyder det fra Popovic.
Västerås-chefen lukker dog ikke døren fuldstændig for det danske NHL-draftvalg på et senere tidspunkt, hvis behovet skulle opstå i truppen:
“Ja, hvis vi får noget bøvl eller skader. Det kunne absolut være interessant, hvis vi tror på, at han kan gøre os bedre og løfte os.”
Mads Kongsbak Klyvø blev draftet i fjerde runde af NHL-draften i 2025 af Florida Panthers og markerede sig som en af Danmarks største profiler ved seneste U20-VM med fire point i fem kampe.
Ung dansker draftet af Florida – men han kalder det kun et skulderklap
Klyvø har allerede taget et stort skridt mod NHL-drømmen, men danskeren nægter selv at lade sig rive med. Han fortæller om vejen fra Frederikshavn til kampen om en plads hos Frölunda.
Vild kamp af dansk stortalent – Klyvø involveret i tre mål
Da Klyvø fik chancen på U20-holdet, svarede han igen med en stor offensiv præstation. Danskeren satte sit aftryk på hele tre scoringer mod en svensk storklub.
Klyvø tager springet fra akademiet til eliten i Frölunda
Frölunda viste tidligere sin tro på danskeren med en flerårig udviklingsaftale. Her kan du se, hvilken plan klubben lagde for Klyvøs vej mod seniorhockeyen.






























