Kampoptaktsmeddelelse:
En ny udfordrende weekend venter Esbjerg Energy. Vestjyderne gæster i aften kl. 20.00 først Spar Nord Arena i Odense, hvor ”Bulldogs” tager imod. Derefter venter Aalborg Pirates hjemme i Granly Hockey Arena søndag kl. 15.00.
– Vi ser frem til to ekstremt vanskelige kampe. Men samtidigt også gode kampe, hvor to tophold venter os. Det bliver bestemt ikke let, men samtidigt glæder vi os til to store udfordringer. Men OK. Der findes ingen lette kampe i Metal Ligaen, så vi skal igen levere fra start til slut, udtaler assistenttræner Erk Petersen fra Esbjerg Energy.
Når Energy-mandskabet fredag aften løber på isen i den fynske hovedstad, venter Metal Ligaens øjeblikkelige nummer fire Odense Bulldogs, der efter otte kampe er noteret for fjorten point.
– I trænerstaben har vi set et dygtigt Odense-mandskab, som ikke mindst har virket stærke på hjemmebanen Spar Nord Arena. Forventningen er, at de fynske fans er med til at skabe en fest i aften, så isen kunne meget let blive bragt i kog, fortsætter den 54-årige assistent med de canadiske rødder.
– Særligt Odenses førstekæde med Gunars Skvorcovs, Jesper Thörnberg og Markus Jensen har imponeret med mange point. Og samtidigt har målmand Stefanos Lekkas leveret gode kampe i det fynske mål. Derfor skal vi fx lukke ned for den fynske førstekæde og få hul på deres målmand. Mon ikke vi kan se frem til en duel mellem to gode målmænd, Stefanos Lekkas og Mathias Seldrup?
Søndag spilles igen i Granly Hockey Arena, hvor de forsvarende danske mestre fra Aalborg gæster Esbjerg. ”Pirates” er placeret på Metal Ligaens andenplads med 15 point efter otte kampe.
– I første omgang har vi fokus på fredagens kamp, og derefter er det tid til at fokusere på søndagens hjemmekamp i Esbjerg. Aalborg er et stærkt mandskab, men en god dansk stamme. De har suppleret holdet med stærke imports. Og mange er gengangere, så holdet er sammenspillet.
– ”Pirates” har kunnet benytte holdets kampe i Champions Hockey League til at spille holdet sammen og teste det mod stærke modstandere. Aalborg er en svær modstander, men vi ved, at vi selv er gode. Og vi ved, at vi kan slå alle hold i ligaen. Det er vigtigt for os at prøve os af mod de bedste, slutter Erik Petersen.
Esbjerg Energy er før weekendens to kampe placeret på Metal Ligaens ottendeplads med ti point efter ni kampe.






























