METAL LIGAEN VED PAUSEN · HERLEV · MARIUS KRING
Herlev går ind til pausen uden den plads i Final 4, holdet havde sat sig som mål. For Marius Kring er det dog ikke et billede af en sæsonstart uden god hockey. Det er snarere historien om små marginaler og point, der ikke er kommet i hus. Efter sidste sæsons sølv står ambitionerne uændret, men det simple spil og de grimme mål skal fylde mere. En sejr inden pausen giver noget at tage med – og et afbræk skal give ny energi til arbejdet, der venter.
Status med Marius Kring
1. I går ind til landsholdspausen uden en plads i Final 4, men fik sluttet perioden af med en solid kamp fredag. Hvordan vurderer du de første måneder af sæsonen, og hvad har været afgørende for, at I ikke kom med?
Vi er uden tvivl ærgerlige og skuffet over at vi ikke har formået og spille os til en plads i Final 4. Det var et mål vi satte os fra starten af sæsonen…
Der har været tæt kamp om pladsen på til Final 4 og jeg synes måske ikke at vi har fået de point som vi egentlig burde. Med det mener jeg at vi har spillet god hockey langt hen ad vejen, men de sidste små marginaler har manglet.
2. Efter sølvet sidste sæson er der noget at bygge videre på. Hvor synes du, I har holdt fast i jeres styrker, og hvor er der størst afstand mellem det hold, I gerne vil være, og det, I har vist indtil nu?
Vores ambitioner og tanker er nøjagtig de samme som sidste sæson. Vi har hele tiden gerne ville være det hold, som er skøjtestærke og arbejder stenhårdt over hele banen.
Som sagt synes jeg vi har spillet god hockey i mange kampe i år. Men manglet lidt det simple spil og grimme “hockeymål”.
3. I har haft mange skader på holdet. Hvordan finder man balancen mellem at tage højde for de svære betingelser og stadig stille krav til spillet – og hvad har situationen krævet af dig som back?
Ishockey er en sport, hvor der er skader, og det er uundgåeligt at komme uden om. Så det er ingen undskyldning. Når nogle af vores topspillere bliver skadet, så giver det jo plads til os unge og nogle som ikke får den samme spilletid – til at vise sig frem og tage noget af det ansvar, som der ligger.
For mit vedkommende er det ikke noget jeg tænker så meget på. Jeg ved, at Herlev har nogle forventninger til mit spil, som ikke kun skal komme til syne, når der er skader.
4. Fredagens kamp gav jer en god afslutning inden pausen. Hvad kan I tage med fra den præstation, og hvad skal pausen bruges til, hvis I skal stå stærkere i den næste del af sæsonen?
Det er så klart dejligt at gå til pause med en sejr og en præstation, man kan være glad for! Pausen den skal bruges på at lade op og få lidt ny energi i kroppen. Det har ikke været den start, vi ønskede. Så det handler om at stemple ind og være klar med ny kraft, når vi er tilbage i hallen.
Ny energi – samme ambitioner
Herlev går til pause med en sejr, men uden den Final 4-billet, holdet havde sat kursen mod. Marius Kring ser stadig noget at bygge på, selv om tabellen ikke har belønnet den gode hockey som håbet. Nu får skøjterne et hvil. Når de bliver snøret igen, venter den samme opgave: at få mere ud af det spil, der allerede er der. Også på de aftener, hvor målene ikke er kønne.





























