Efter en sæson hvor det ikke rigtig gik White Hawks’ vej, og de derfor ikke kvalificerede sig til en slutspilsplads tirsdag aften, er der flere ting der skal kigges på ved holdet og ledelsen.
Klubbens sportschef, Kasper Kristensen, fortæller til Nordjyske, at mange folk nok kommer til at pege på ham, når de skal finde en årsag til holdets fiasko og den manglende deltagelse i årets slutspil:
“Jeg har en stor del af ansvaret. I sidste ende er ansvaret for det sportslige jo mit, så vi skal også evaluere mit arbejde og se, hvad jeg kan lære, så vi ikke ender i den her situation igen”, lyder det fra Kristensen til Nordjyske.
Men selvom sportschefens arbejde skal evalueres, skal der også kigges på, om cheftræneren næste sæson kommer til at hedde Patric Wener. Wener blev hentet fra Herlev inden sæson og underskrev en 2-årig kontrakt med Frederikshavn.
“Vi skal vende alle sten. Vi skal vende trænerens rolle, men vi skal generelt se på, hvorfor vi har leveret sådan”, fortæller Kasper Kristensen til Nordjyske.
I første omgang handler det dog om at forholde sig rolige, så der ikke bliver foretaget nogle forhastede beslutninger understreger sportschefen, og så må tiden blot vise, hvordan det hele kommer til at se ud for Frederikshavn til næste sæson.






























