Dansk profil vender tilbage til Malmö
En af dansk ishockeys helt store kvindelige navne, har i dag fået sin fremtid på plads. Efter to sæsoner i Linköping, har Josephine Asperup besluttet sig for at vende tilbage til Malmö, hvor hun tidligere har spillet i fire sæsoner.
Beslutningen om at vende tilbage betyder dog også, at den danske profil vælger at gå et niveau ned. For mens Linköping spiller i SDHL, altså den bedste række i Sverige, så husere Malmö i 1. division.
Med hendes 32 år, over 100 SDHL kampe, og efterhånden syv sæsoner i de to bedste svenske rækker, er det en rutineret spiller som Malmö får tilbage.
-Vi får en spiller tilbage, som vil løfte standarden i hverdagen. Hun er en spiller med stor international erfaring, og hun kommer senest fra to succesfulde sæsoner i Linköpings organisation, fortæller sportsdirektør Calle Wendt på klubbens hjemmeside.