Da Lars Eller mandag mødte ind til træning hos Pittsburgh Penguins, var det med et par nye ansigter på wing-positionerne.
Reilly Smith var nemlig rykket ned til Ellers tredjekæde fra sin vante position ved siden af Evgeni Malkin, mens danskerens anden wing blev flankeret af førsteårsspilleren Valtteri Puustinen, som netop er blevet kaldt op fra AHL.
Rokeringen skyldes flere skader til nøglespillere i Pittsburghs angreb. Både Noel Acciari, Matt Nieto og ikke mindst superstjernen Jake Guentzel er alle ude med forskellige skader.
“Det er bare sådan situationen er, alle forsøger at få det bedste ud af det. Det er ikke ideelt at bytte så meget rundt, men vi har ikke noget valg, med alle dem vi har ude,” fortæller Eller til lokalavisen Pittsburgh Tribune-Review.
Pittsburgh Penguins ligger næstsidst i Metropolitan Division og er ni point fra en slutspilsplads med 30 kampe tilbage af grundspillet. De møder New York Islanders hjemme i PPG Paints Arena i nat.






























