Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Ligachefen svarer på kritik af fejl i Spiideo og manglende livedata

Der har været kritik af fejl i spiideo og manglende livedata – det har vi bedt ligachef Jørgen Illemann tage stilling til.

Grundet flere henvendelser fra vores brugere – og ikke mindst efter Martin Larsens kritik af DIU – har vi rettet henvendelse til ligachef Jørgen Illemann for at få en snak om Metal Ligaens livescore og ikke mindst brugen af Spiideo.

Som flere ved, blev der sat et nyt livescore-system i værk inden denne sæson, som nu “næsten” kører, som de fleste af os håbede på.

Udover livescore har flere af vores brugere også rettet en heftig kritik af, at ligaen ikke får leveret data til sportsapps som f.eks. Flashscore, som i øjeblikket kun bringer en oversigt over lineup og diverse målscorere – og ikke f.eks. skud på mål, som mange af os savner.

Det er et spørgsmål, vi har bedt Jørgen Illemann tage stilling til.

Vi stod ved sæsonstart og skulle implementere et helt nyt kampadministrationssystem, som vi skulle ud i “marken” og finde, for dernæst at få det lavet om til dansk, sat det op, testet det og få undervist bokspersonale i ni klubber i brugen af det nye system.

Alt sammen på mellem tre og fire måneder.

Grundet personaleændringer i DIU, hvor jeg tog over, skulle det gamle system, SportsAdmin, udskiftes, fordi det var udviklet og designet af en tidligere medarbejder, som var fratrådt.

Vi turde ikke binde os an på et system, der ikke længere kunne supporteres, udvikles eller fejlrettes. Derfor havde vi travlt med at finde en såkaldt hyldevare, så vi ikke igen skulle havne i samme situation.

Valget faldt på eSport, som vi har været ekstremt glade for, og som jeg egentlig synes, vi er kommet godt fra start med – især taget den meget korte implementeringstid i betragtning.

Vel har der været fejl og små bump på vejen, og det vidste vi selvfølgelig godt, der ville komme. Sådan er det altid med nye systemer – og specielt, når de skal hastes lidt igennem.

Så igen er jeg ret glad, tilfreds og lidt stolt over, at vi er kommet igennem sæsonen uden de store udfald på kampafvikling, resultatformidling og liveopdatering.

Samtidig har vi lavet løbende rettelser i et tæt og rigtig godt samarbejde med eSport.

Så i dag vil jeg egentlig mene, at vi er et helt fint sted i forhold til vores egen liveopdatering på metalligaen.dk.

Jeg er selvfølgelig klar over, at der er nogen, der efterlyser skudstatistik, og det er også korrekt.

Her skal man dog være opmærksom på, inden man retter kritikken mod DIU, at muligheden findes i systemet – men at det kræver yderligere ressourcer i klubberne.

Det kræver frivillige, som skal sidde med eksterne iPads og registrere skud til hver eneste kamp gennem hele sæsonen.

Og hvis statistikken skal være retvisende og præcis, kræver det frivillige med en vis form for ishockeyfaglig indsigt, så de korrekt kan vurdere, hvad der tæller som skud og redninger.

Det har klubberne af ressourcemæssige årsager fravalgt, da de samme data allerede er tilgængelige via Hudls analysedata dagen efter kampene.

Det har vi i DIU fuld forståelse for, da vi godt ved, hvor svært det er at skaffe frivillige i klubberne.

Der er også opstået en ophedet debat om, hvorvidt DIU ikke leverer data til eksterne livescore-apps.

Her må jeg sige helt klart, at den kritik er skudt helt ved siden af.

Det skyldes primært, at mange ikke ved, hvordan systemet fungerer.

Livescore-apps udvikler selv deres egne “robotter”, som henter data fra forbunds hjemmesider – uanset om det er ishockey, håndbold, volleyball, fodbold eller andet.

Tidligere har de sandsynligvis sat deres systemer op til at læse data fra SportsAdmin.

Nu er vi skiftet til eSport, hvor datastrukturen er anderledes – og derfor “læser” deres systemer nu forkert.

Den eneste måde at løse det på er, at udviklerne bag livescore-apps opdaterer deres systemer, så de kan læse det nye dataformat.

Og her må vi nok erkende, at dansk ishockey ikke er en stor nok case til, at de prioriterer det.

Vi har ingen indflydelse på det – og vi har aldrig leveret data direkte til dem.

Jeg ved endda, at Hernings direktør, Torben Skovsgaard, flere gange har forsøgt at kontakte Flashscore uden at få svar.

Med dette svar håber jeg, at kritikken én gang for alle kan blive rettet det rigtige sted hen – for DIU er i denne sammenhæng ikke ansvarlig siger Ligachef Jørgen Illemann til hockeymagasinet.dk

Efter søndagens opgør i Herlev kunne man hos DirekteSport se Martin Larsen rette kritik mod DIU efter en overtidsscoring, hvor Spiideo-systemet var gået ned.

Der var ingen tvivl om, at den stærkt ophidsede Bulldogs-back fik leveret sit budskab i en tone, der gik lige til kanten – og måske lidt over (læs mere om det HER).

Vi har foreholdt Jørgen Illemann kritikken fra Martin Larsen.

“Først og fremmest vil jeg gerne medgive, at det er yderst uheldigt og en af de fejl, der ikke bør ske, at det ikke var muligt at lave review på det sidste mål.

På den front forstår jeg fuldt ud Martin Larsens kritik.

Når det så er sagt, er måden, det kommer ud på, langt over stregen, og nogle af de øvrige påstande, han kommer med, er helt irrelevante og har intet med den pågældende episode at gøre.

At nogen i DIU skulle have slukket for kameraerne er selvfølgelig helt ude i hampen. Hvorfor skulle vi dog gøre det som en bevidst handling?

Nu vælger vi i et enkeltstående tilfælde at vende den anden kind til, men jeg understreger, at det på ingen måde giver præcedens for andre spillere til at komme med udtalelser af den karakter offentligt uden fremadrettet at blive sanktioneret.

Vi er selvfølgelig klar til at modtage og lytte til den slags kritik – men ikke på live TV. Det bør tages internt i et lukket forum.

Det er desværre også det, der sker indimellem, når teknik og mennesker går hånd i hånd.

Så opstår der fejl, og nogle af dem opdager man desværre først, når man står midt i problemet.

Det er min første sæson som ligachef, og jeg havde sat kampen til at optage 10 minutter før kampstart, som vi altid gør.

Det, jeg dog ikke var klar over, var, at Spiideo automatisk stopper optagelsen efter tre timer.

Det er jo ikke noget problem i grundserien, hvor kampene kun går i fem minutters overtid og derefter straffeslag.

Derfor opdager jeg først problemet, da vi i slutspillet skal bruge systemet i 20 minutters overtidsperioder.

Det samme var også sket i den forrige kamp, som gik i overtid, men der havde vi ikke brug for systemet, og derfor blev det ikke opdaget.

Jeg påtager mig det fulde ansvar og lægger mig fladt ned.

Nu er vi naturligvis opmærksomme på den tekniske udfordring og vil sikre, at det ikke sker fremadrettet.

Jeg har aftalt med dommerchefen, Claus Hansen, at i de kampe, der fremover går i overtid i dette slutspil, starter den respektive dommersupervisor en ny optagelse.

Hvis kampen fortsætter ud over dette, startes der yderligere en optagelse.

Jeg ved godt, at nogle vil pege på, at systemet også blev brugt i sidste sæson, men der var det med folk, som ikke længere er i DIU.

Om de har været klar over den tekniske udfordring, eller blot har været heldige ikke at havne i situationen, ved jeg ikke – og det er heller ikke afgørende.

Slutteligt vil jeg understrege, at Spiideo ikke er et regelbundet værktøj i ligaen, men et hjælpeværktøj.

Det kunne være brudt ned af mange andre årsager og dermed ikke være tilgængeligt for dommerne.

I sådanne tilfælde er reglen klar: Det er kendelsen på isen, der er gældende.

Og heldigvis viste det sig, at det var det rigtige kald, hvilket er dokumenteret via tv-billeder fra Sportsway.

Til slut vil jeg sige, at vi forventer at gå med en anden løsning end Spiideo til den kommende sæson, da der er for mange “single points of failure” i det nuværende setup.

Mere om dette på et senere tidspunkt.

Fortsat godt playoff til alle hold og øvrige interessenter slutter ligachef Jørgen Illemann af til hockeymagasinet.dk

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder