Der er mange ishockeyligaer rundt om i verden. Vi kender flere af dem, og hvilket niveau de har.
Det er kendt for alle at NHL er verdens bedste liga, med KHL på andenpladsen.
Så har vi DEL, SHL, Liiga, National League, Extraliga og AHL. Det er alle stærke rækker, men hvilken der er stærkest er der delte meninger om. Vi kan dog konstatere at det hovedsageligt er klubber fra Schweiz og Sverige der har haft succes i CHL.
Men hvis man nu kigger udenfor isen, og på antallet af tilskuere. Hvem er så bedst? Det kan i se i listen herunder.
Ikke så overraskende så topper NHL også her. Helt som forventet er de urørlige med et snit på 17.628. Derefter er der et massivt fald ned til KHL, der med et snit på 7870 dog er steget med 7,78 %, og dermed faktisk er hoppet to pladser op på listen.
I Europa er det Tyskland der topper, med et snit på 7367. Måske ikke så overraskende eftersom at Tyskland er et sports-tosset land. Men det er faktisk SHL, der med en fremgang på 6,08 % har oplevet den største stigning af de største europæiske ligaer.
Imponerende er det at den britiske liga er at finde helt oppe på en 13. plads, med et snit på 3815.
Men hvad med Danmark, og vores egen Metal Ligaen? Vores liga placerer sig stort set lige i midten, på en 24. plads. Snittet hedder her 1769. Det kunne da være meget sjovt hvis man lige kunne få den op på 2000.
Det er altså et godt stykke efter de store, men også et godt stykke foran International Hockey League på 50. pladsen. En liga med hold fra Slovenien, Serbien og Kroatien, der spiller for et snit på 108 tilskuere pr. kamp. Ligaen begyndte i 2017, og har i denne sæson faktisk oplevet en stigning i tilskuere på 52,11 %. Hvilket er bedst af alle ligaer på listen.
Nederst til højre finder vi også en liste over otte kvindeligaer. Igen stikker Nordamerika af. PWHL har et imponerende snit på 9304 tilskuere pr. kamp. Det er noget lidt andet end i den finske Auroraliiga, der, hvor der spilles for et gennemsnit på 48 tilskuere pr. kamp.






























