Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Odense ved pausen: Sammenholdet er på plads – resultaterne skal følge

De første måneder er spillet, og Metal Ligaen tager et kort pusterum. I landsholdspausen tager Hockeymagasinet temperaturen hos en spiller fra hvert af ligaens ni hold: Hvad har sæsonstarten vist, hvad fungerer – og hvad skal blive bedre? Vi gør status på retning, ambitioner og arbejdet frem mod de næste kampe.

METAL LIGAEN VED PAUSEN · ODENSE · DANIEL BAASTRUP

De første måneder er spillet, og Metal Ligaen tager et kort pusterum. I landsholdspausen tager Hockeymagasinet temperaturen hos en spiller fra hvert af ligaens ni hold: Hvad har sæsonstarten vist, hvad fungerer – og hvad skal blive bedre? Vi gør status på retning, ambitioner og arbejdet frem mod de næste kampe.

Odense går ind til pausen uden en billet til Final 4, men med en sikker sejr i den sidste kamp og tegn på, at målscoringen er ved at finde sit spor. For kaptajn Daniel Baastrup er sammenholdet et stærkt fundament – men ikke en undskyldning for de resultater, der ikke har været gode nok. Nu skal holdet bygge videre på de justeringer, der begynder at virke, og den vedholdenhed, han ser som en af gruppens styrker.

Status med Daniel Baastrup

– I går til landsholdspause på femtepladsen og uden en billet til Final 4, selv om I sluttede af med en sikker sejr. Når du ser på de første måneder som helhed, hvordan vurderer du så, hvor Odense står som hold i forhold til det, I havde håbet på inden sæsonen?

Jamen, jeg synes, at vi som gruppe har samlet en rigtig stærk gruppe af mennesker som kan godt sammen og har et godt sammenhold, som er byggesten og en kanon fundament for noget godt. Med det sagt har vi ikke præsteret godt nok. Vi har selv haft chancen for at afgøre at komme med til Final 4, og det har vi ikke formået at gøre. Vi har haft godt styr på at holde modstanderne væk fra at score, men har haft svært ved at få det til at klikke i starten med at score mål, det er vi så kommet rigtig godt efter, efter nogen små justeringer. Derudover har der været nogen andre faktorer, som har været med til at påvirke de point vi står med nu, efter 16 spillede kampe…..

– Hvad har de første måneder krævet af dig personligt som kaptajn, og har der været situationer, der har fået dig til at tænke anderledes over, hvordan du vil udfylde rollen?

Jeg tror på, at en god kaptajn hviler i sig selv og går forrest lige meget hvilken situation man måtte stå i, som jeg nævnte tidligere, har vi en fantastisk god gruppe af gutter, så der er ikke meget, jeg har skulle gøre udover at skabe godt humør, et rart arbejdsmiljø samt at vi kan skubbe og presse hinanden hver evig eneste dag, hvilket resulterer i et sundt trænings- og kampmiljø at være i for alle, og hvis folk er trygge og har det god både i hallen og ved siden af så tror jeg også på, at man præsterer bedre ude på banen. Og der har vi alle været gode til at hjælpe til

– Den sidste kamp var hæsblæsende, men endte med en sikker sejr til jer. Hvad viste den kamp om det, I kan, når tingene lykkes – og hvad skal der til for, at de kvaliteter bliver en mere fast del af jeres spil?

Jamen, jeg sagde det efter nogen få runder spillet, og jeg gentager det lige, at når vi ville få hul på bylden, så ville vi ikke blive sjove at møde, det kan man vel roligt sige, at vi er begyndt på! Så det viser noget om den gruppe vi har, at vi giver ikke op, lige meget hvad der står på tavlen. Vi kører på hele tiden og presser modstanderen til det yderste. Derudover bliver jeg også nødt til at rose vores to målmænd, som jo giver os chancen for at vinde hver evig eneste aften, det er et godt team som presser hinanden på daglig basis!

– Når kampene fylder mindre i landsholdspausen, bliver der plads til at se på holdet med lidt afstand. Hvilke tanker håber du, I får mulighed for at vende sammen – og hvad kan det betyde for den måde, I går ind til resten af sæsonen på?

Uha – det var en godt spørgsmål, jeg tror, at vi her på det seneste har vendt, hvad der skulle vendes, og det er vi begyndt at høste lidt af frugten af nu her de sidste par kampe, så jeg tror det er sundt, at vi lige kan komme væk fra hallen og komme tilbage med endnu mere energi end før.

Modstanderne skal mærke forskellen

Daniel Baastrup havde varslet det allerede efter få runder: Når Odense først fik hul på målscoringen, ville holdet ikke blive sjovt at møde. Nu begynder den melding at få vægt. Det gør ikke den missede Final 4-plads mindre ærgerlig, men det giver kaptajnen noget at tage med, når han forlader hallen for en stund. De nødvendige snakke er taget. Efter pausen er det ikke flere ord, der skal gøre forskellen – det er et Odense-hold, som modstanderne skal få sværere ved at holde nede.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder